WorkWithUs
close-button
Antal ledige jobs
1.359

Varde Kommune

Bliv en del af hverdagens små mirakler som dagplejer i Oksbøl pr. 1. februar 2026

Varde

I den trygge og nærværende kommunale dagpleje i Oksbøl søger vi en hjertevarm og omsorgsfuld dagplejer, der ønsker at være en vigtig del af vores børns første år. Kom med på holdet og få en hverdag med leg, læring og herlige grin i en arbejdsdag fyldt med meningsfulde øjeblikke.

Skab trygge rammer for børnene og dig selv

Som dagplejer i Oksbøl bliver du hverdagshelt for en gruppe på fire skønne børn i alderen 6 måneder til 3 år. Du fletter arbejdsliv og familieliv sammen, i dine egne velkendte omgivelser, og du bliver en del af et stærkt kollegialt fællesskab blandt byens dagplejere, som mødes ca. en gang om ugen.

Du får stillet alle nødvendige remedier for en lærerig og sjov hverdag til rådighed, herunder barnevogn, legetøj, højstole m.m. Du samarbejder fagligt tæt med din engagerede dagplejepædagog om børnenes læring og trivsel. 

Slip din indre hverdagshelt løs

  • Du giver nærvær og omsorg, skaber tryghed og varme hjemlige rammer for børnene. 
  • Du kan fordybe dig og rumme forskelligheder i børnenes personligheder og udvikling.
  • Du anerkender værdien i selvrefleksion for at styrke relationen og samspillet med børnene. 
  • Du kan selvstændigt navigere i et pædagogisk landskab, der både er målrettet og fyldt med hjerteslag. 
  • Dit hjem er godt indrettet, så hverdagen bliver til glade dage, både ude og inde.
  • Du har Førstehjælps kursus ved ansættelse eller forpligtiger dig til at tage det inden for det første år – dagplejen betaler for kurset og du giver selv tiden.

Vi tilbyder:

  • En indbydende månedsløn, hvoraf 60 % er skattefri – du skal selv afholde omkostningerne til børnenes forplejning.
  • Arbejdstiden er 48 timer om ugen i eget hjem - du optjener 7 dage om året til afspadsering udover ferie og 6. ferieuge.
  • Du starter på løntrin 20. Som uddannet pædagog eller PAU på løntrin 25, du stiger 2 løntrin efter 4 års ansættelse og yderligere 1 løntrin efter 6 års ansættelse.

En stemme fra hverdagen

Det bedste ved at være dagplejer er nærværet med de små børn. At se de er glade, når de kommer om morgenen og gerne vil være hos en.

Fordelen ved at være dagplejer er helt sikkert, at jeg kan tilrettelægge min hverdag selv, samtidig med at jeg kan supplere med det kollegiale med dagplejegruppen her i byen, hvor vi for eksempel mødes i legestue eller udenfor på legepladser. Det er supersjovt for børnene og for os dagplejere at mødes og være sammen en hel dag.

Det er tydeligt at mærke, at man som dagplejer i Varde Kommune har en masse gode og værdifulde læringsredskaber til rådighed, og det er med til at styrke læringen for børnene fra en tidlig alder, som jeg synes, er rigtig vigtigt og er glad for, at jeg kan støtte op omkring.”

Dagplejer i Varde Kommune

Få indblik i en hverdag, hvor små skridt er de største sejre
Vil du vide mere om et spændende job som dagplejer i Varde Kommune, er du velkommen til at kontakte dagplejepædagog, Jette M. Nielsen på tlf. 79 94 79 66.

Send din ansøgning til os inden d. 4. januar 2026.

Straffeattester for ansøger, ægtefælle/samlever og for hjemmeboende børn over 15 år skal medbringes til ansættelsessamtalen.

Børneattester vil i givet fald blive indhentet for ansøger, ægtefælle/samlever og for hjemmeboende børn over 15 år.

Indrykket:14/11/2025

Ansøgningsfrist: 04/01/2026

almost-expired-job-icon favourite-job-icon
Gem
Se job

Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center, Glostrup

Erfaren socialrådgiver med talent for at bygge bro på tværs af sektorer

København

Vil du være med til at sikre gode tværsektorielle overgange for unge og familier på vores nye ungdomspsykiatriske ambulatorium? Så er det dig vi mangler!

Bliv en del af B298 fra starten

Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center (BUC) i Region Hovedstaden vokser – og derfor har vi lige åbnet et nyt ambulatorium for unge i alderen 14-17 år. Vi bor i nyrenoverede og lyse lokaler på Sydvestvej i Glostrup, med planlagt flytning til Rigshospitalet i sommeren 2026.

Vi er startet op helt fra bunden: nye lokaler, nye kollegaer, nye arbejdsgange og nye idéer. Det betyder, at du får mulighed for at sætte dit præg – både på afsnittets organisering og på den måde, vi møder de unge og deres familier på.

På ambulatoriet udreder og behandler vi unge med et bredt spektrum af psykiatriske lidelser som fx depression, OCD, angst, ADHD, autisme, personlighedsforstyrrelser og psykotiske lidelser. 

I tråd med 10-års planen for psykiatrien ønsker vi at sikre sammenhængende og meningsfuld behandling, som tager udgangspunkt i de unges og pårørendes perspektiv, funktionsniveau og ønsker for fremtiden.

Vil du være en del af et team, hvor erfaring møder nysgerrighed? Vi har både specialister med mange års viden, samt kolleger der er helt nye i faget. Lige nu er vi i alt 8 medarbejdere, men vi vokser hele tiden og når ambulatoriet er fuldt bemandet, forventer vi at være 35-40 ansatte.

“Vi ønsker, at vores medarbejderes arbejdsglæde, udvikling og motivation er høj, og at medarbejderne oplever, at de gør en forskel for de unge og deres familier. Det vil vi gøre vores bedste for at støtte op om”

-  afsnitsledelsen: Jonas, Louise og Dorte.



Hvad bliver din rolle?

Du kommer til at fungere som afsnittets specialist i det tværsektorielle samarbejde. Du bidrager med din viden om sociallovgivning i konferencer og ved daglig sparring og undervisning af dine kollegaer.

Dine vigtigste arbejdsopgaver vil være at:

  • Koordinere samarbejde i forhold til socialforvaltning, PPR, UU-vejledere samt andre institutioner herunder i døgninstitutioner/anbringelsessteder, hvis patienten er anbragt.

  • Administrativt arbejde herunder at bidrage til udarbejdelse af underretninger og erklæringer til de sociale myndigheder i samarbejde med læger og psykologer.

  • Vejledning af forældre og patienter i socialfaglige spørgsmål.

Du vil komme til at have en bred vifte af arbejdsopgaver, som vil stille krav til dine evner til at veksle mellem tæt tværfagligt samarbejde og selvstændigt monofagligt arbejde.

I løbet af en dag, vil du kunne opleve at skulle bidrage med det socialfaglige perspektiv ved en tværfaglig konference, være mødeleder og referent ved et netværksmøde, tale med kommunale sagsbehandlere mhp. at koordinere indsatser, udarbejde en underretning og vejlede en forælder i samarbejdet med kommunen/ den sociale lovgivning.

Uanset arbejdsopgavens art, så vil du komme til at trække på din viden og erfaring fra det kommunale myndighedsarbejde, og den viden du opbygger om børne- og ungdomspsykiatri.

Dine nærmeste kollegaer bliver psykologer, læger, sygeplejersker og sekretærer i afsnittet.

Monofagligt kommer du til at indgå i fagligt og socialt fællesskab med centerets erfarne, dygtige og engagerede socialrådgivergruppe på i alt 37 socialrådgivere.

Vi kan tilbyde dig

  • Et spændende speciale hvor du har en central rolle i forhold til at skabe kontakt til patientens hjemkommune og koordinere samarbejdet med kommunen.

  • Et stabilt og tydeligt ledelsesteam, bestående af både en overlæge, oversygeplejerske og afsnitsledende psykolog, der ønsker at udvikle specialet fremover

  • Indflydelse og medansvar i udviklingen af et nyt ambulatorium

  • En arbejdsdag hvor vi vil prioritere at inspirere hinanden til et godt læringsmiljø og et støttende fællesskab

  • Et højt fagligt niveau med fokus på forskning og undervisning

  • Faglig sparring og supervision med centerets øvrige socialrådgivere. Vi tilbyder desuden tæt monofaglig sparring i introduktionsperioden og siden hen ad hoc.

Vi forventer

  • Uddannelse som socialrådgiver eller socialformidler (ufravigeligt krav).

  • Praksiserfaring som socialrådgiver på myndighedsområdet med børn/unge.

  • Gode samarbejdsevner både ift. dine daglige kollegaer, vores tværsektorielle samarbejdspartnere og familierne.

  • Gode kommunikative evner såvel mundtligt som skriftligt.

Du skal være selvstændig og have en god portion faglig selvtillid. Du skal være lydhør ift. familiernes og afsnittets behov, samtidig med du også selv skal være opsøgende ift. hvor du kan bidrage med din socialfaglighed.

Klinisk erfaring fra børne- og ungdomspsykiatri og /eller voksenpsykiatri vil være en fordel.

Løn- og ansættelsesvilkår

Stillingen er en 37 timers stilling med tiltrædelse 1. februar 2026 eller efter aftale.

Der er ikke aften eller weekendarbejde.

Du ansættes i henhold til overenskomst for socialrådgivere, herunder overenskomstens bestemmelser om arbejdstid.

Regionen er et døgndækket område, og du vil efter konkret behov kunne blive planlagt med arbejde uden for ambulatoriets åbningstider i overensstemmelse med reglerne i den gældende arbejdstidsaftale.

I henhold til lovkrav skal der ved eventuel ansættelse på Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center forevises ren børneattest. Centret indhenter attesten hos Rigspolitiet med samtykke fra ansøger, der indstilles til ansættelse.

Vil du vide mere?

Ønsker du yderligere oplysninger om stillingen er du velkommen til at kontakte:

  • Louise Hyldborg Lundstrøm, afsnitsledende overlæge: louise.hyldborg.lundstroem@regionh.dk

  • Jonas Vrublovsky Tingsgård, afsnitsledende specialpsykolog: jonas.vrublovsky.tingsgaard@regionh.dk

  • Dorte Thomas, oversygeplejerske: dorte.thomas@regionh.dk

  • Ledende socialrådgiver Bettina Skovmand, bettina.skovmand@regionh.dk tlf. 23478677

  • Socialfaglig koordinator Mette Kathrine Mertz www.buc-regionh.dk.

    Du kan også læse og høre mere om Region Hovedstadens Psykiatri som arbejdsplads på "Job i Psykiatrien".

Indrykket:14/11/2025

Ansøgningsfrist: 03/12/2025

almost-expired-job-icon favourite-job-icon
Gem
Se job

Køge Kommune

Hey, søger du nyt job som pædagogmedhjælper, så se lige her...

Køge

Tænker du ”wow, hvor jeg elsker at give vuggestuebørn tryghed, omsorg og udfoldelsesmuligheder” og ”jeg ser faktisk mig selv som en fleksibel, nærværende og idérig kollega”, så er denne pædagogmedhjælperstilling som skræddersyet til dig.

Vi skal bruge en som vil være delt mellem to stuer som samarbejder som et team. Du vil derfor kunne flekse mellem to enheder på daglig basis, hvilket kræver en portion omstillingsparathed. Det betyder dog ikke at du blot skal være praktisk gris, men at du vil være en del af en børnegruppe, hvor der skal understøttes leg og trivsel.

En unik mulighed.

Vi tager ikke hvem som helst. Vi skal bruge én som kan bidrage til et hårdtarbejdende team, hvor faglighed og samarbejde vægtes lige højt. Idealet er at børnene skal have lov at være børn og vi ikke skal nå noget hele tiden. Et sted hvor børnenes leg prioriteres og understøttes.

Vores praksis centrerer sig omkring små fællesskaber, børnenes rettigheder og pligter samt anerkendelsen af hvert barns værd for fællesskabet.

Vi sætter lige scenen:

”Forstil dig at du en formiddag går du igennem vores store legeplads. Legepladsen er fyldt med børn i små grupper i alle aldre, som har engageret sig i forskellige aktiviteter i vores legezoner, med og uden voksendeltagelse.

En duftrække af krydderurter samt røg fra vores bål ramme din næse, idet du bevæger dig hen mod vores køkkenhave. En gruppe børn bevæger sig ind og ud mellem plantekasserne sammen med en kollega for at finde inspiration til deres frokost, som de står for i fællesskab i det pædagogiske køkken.

Indenfor oplever du et barn blive trøstet af en omsorgsfuld og nærværende pædagog, som nænsomt sætter et plaster på det lille forslåede knæ. Du hører liv og glade dage fra fællesrum, hvor der bliver bygget forhindringsbane.

På en stue sidder en gruppe børn fordybet i et projekt, hvor visne blade fra vores legeplads klistres på et ark papir. Der er stor koncentration med plads til en stille nysgerrighed på hinandens kunstværker. Det er processen der er vigtig. På væggene hænger der allerede bladkunst samt udsmykning fra et tidligere projekt.

Stemningen i huset summer af liv, leg, tryghed og fordybelse. Små grupper af børn benytter sig af husets indendørs og udendørs legezoner, og dine kollegaer er nærværende og til stede i øjeblikket sammen med børnene.”

Tænker du at ovenstående lige er en arbejdsplads for dig, så er det dig vi skal bruge til at realisere drømmen.

Lidt om dig og os

Du skal:

  • Have erfaring med vuggestueområdet, og kunne agere selvstændigt og refleksivt i hverdagen, men samtidig være en kompromissøgende holdspiller når det kræves. Kort sagt, kunne aflæse børnenes signaler og agere på det.
  • Kunne se børnenes adfærd som et produkt af deres omgivelser og turde tage ansvaret for at ændre på miljøet, for at sikre barnets trivsel, udvikling, læring og dannelse.
  • Du skal være en kollega som man kan stole på, som forstår at være professionelt uenig og have modet til at tage dialogen selvom det er svært. Vi snakker kun med hinanden, og ikke om hinanden.

Er det dig, så kan vi til gengæld tilbyde:

  • Medindflydelse og godt kollegaskab.
  • En nærværende og fagligt stærk ledelse, der møder dig med tillid og en stor ja-hat til projekter og initiativer.
  • Glade og engagerede forældre.

Det med småt

Vi søger en pædagogmedhjælper fra 1. jaunar. Hvis du har spørgsmål til stillingen eller vil på besøg (hvilket vi håber du vil), er du velkommen til at kontakte Frederik på tlf. 31153496. Vi afholder ansættelsessamtaler løbende, så tøv ikke hvis du tænker at opgaven lyder spændende.

Vi foretrækker, at du sender din ansøgning online. Klik på ”Søg stillingen” og vedhæft din ansøgning og dit CV.

Læs mere om Køge Kommune på www.koege.dk

Køge Kommune ønsker at fremme ligestillingen mellem mænd og kvinder uanset etnisk baggrund. Vi opfordrer derfor personer med dansk og anden etnisk baggrund at søge stillingen.

Indrykket:14/11/2025

Ansøgningsfrist: 26/12/2025

almost-expired-job-icon favourite-job-icon
Gem
Se job

Københavns Kommune

M-Husets Idrætsbørnehus søger idrætspædagog med lyst til leg og pædagogisk idræt

København

Brænder du for at kombinere leg, pædagogisk idræt og pædagogik — og vil du være en del af et lille, tæt arbejdsfællesskab, hvor vi bruger hele kroppen og hele hjertet i hverdagen?

Vi arbejder med pædagogisk idræt — ikke som et ekstra krydderi, men som kernen i alt, hvad vi gør.

Vi er en certificeret idrætsinstitution, og det betyder, at bevægelse er en stor del af børnenes hverdag – dagen lang. Vi tror nemlig på, at børnene lærer gennem kroppen. Vi omdanner klassiske aktiviteter til bevægelsesaktiviteter, og vi triller, ruller, kravler, svinger og gynger så meget, som vi overhovedet kan.

Den pædagogiske idræt er gennemgående i hele vores hverdag, både i de planlagte aktiviteter, de pludseligt opståede lege og dagligdagens rutiner. Pædagogisk idræt danner dermed grundlag for vores dagligdag og fungerer som vores pædagogiske afsæt.

Vi arbejder med både high og low arousal. Det betyder, at børnene både for kendskab til, hvad det betyder at være forpustede og at have et højt energiniveau, samt at være afslappede og rolige.

Hos os handler idræt aldrig om at konkurrere, men altid om at skabe deltagelsesmuligheder for alle børn. Personalet er rollemodeller og deltager aktivt og entusiastisk i bevægelseslegene. Når vi fx leger kongens efterføler på legepladsen, kravler personalet over træstubben, hopper over linen og ruller rundt på græsset sammen med børnene.

Er det dig, vi mangler?
Vi leder efter dig, der får energi af at tumle med børnene, dig der tænker kreativt i legens verden og dig, der er nysgerrig på, hvordan pædagogisk idræt kan styrke børnefællesskaber. Du behøver ikke at have erfaring med pædagogisk idræt, da vi uddanner vores eget personale i samarbejde med DIF og VIA University college.

Vi forestiller os, at du

  • Er uddannet pædagog, gerne med erfaring fra 0-5 års området, men vigtigst af alt, at du har lyst til at lære, hvordan pædagogisk idræt kan omsættes til vuggestuehøjde.
  • Er rolig og nærværende og kan være børnenes trygge base, samtidig med at du støtter dem i at blive selvhjulpne og mestre hverdagens rutiner.
  • Deltager aktivt i vores faglige drøftelser og tager medansvar for fælles planlægning og aktiviteter på tværs af stuerne.
Hvad kan M-huset tilbyde dig?
Hos os har alle medarbejdere forberedelsestid, og det gælder selvfølgelig også dig. Du bliver en del af et hus med høj faglighed, stærkt kollegaskab og et ledelsesteam, som prioriterer nærhed, opbakning og fælles udvikling.

Vi er et velfungerende hus med et godt arbejdsmiljø, lavt sygefravær og høj trivsel, og vores pædagogiske tilsyn vidner om høj faglig kvalitet.

Du får en erfaren personalegruppe som sparringspartner, og du er ikke overladt til dig selv. Vi sørger for tryghed omkring opgaven og støtter dig i overgangen til ledelsesopgaver. Vi sørger for, at du får en god opstart ikke kun i den første uge, men så længe det tager, før du føler dig ordentligt klædt på.

Generelt om M-huset
Vi ligger oprindeligt på Ørestads Boulevard i Ørestad City omgivet af bypark, Amager Fælled, vand og metro. Vores vuggestue har 36 børn i en farverig institution med runde vægge og skummoduler, der indbyder til leg og bevægelse. Udenfor har vi en skøn sansehave på legepladsen, hvor børnene elsker at gå på opdagelse. Vi har netop startet en børnehave

Vi er for tiden genhuset på Følfodvej 118, København S i en ældre institution med en god planløsning, da M-Husets bygning er under facaderenovering. Vi forventer at være retur i Ørestad i december 2026. Vi er en del af Klynge I, som arbejder med det fælles fokus: Her leves det gode børneliv.

Læs mere om pædagogisk idræt og vores certificering her: M-Husets Idrætsbørnehus

Vi udvikler os – vil du med?
Efter 20 år som rendyrket idrætsvuggestue blev M-huset til en integreret institution i sommer 2025. Vi har nu fået en udflytter-idrætsbørnehave og starter med én børnehavegruppe og hen over de kommende år udvider vi til tre børnehavegrupper. Det betyder, at du skal kunne se dig selv som en del af en institution i udvikling og med nye muligheder.

Den nye udflytterbørnehave har til huse i naturskønne omgivelser i Dragør nærmere bestemt på Rosenlundsvej 1. Her vil børnene hver dag blive hentet i bus og tilbringe dagen i fantastiske rammer for bevægelse og udeliv. Det er selvfølgelig en idrætsbørnehave, hvor kroppen, naturen og fællesskabet er i centrum – præcis som i resten af M-huset.

Er du klar til at bringe din faglighed i spil, bevæge dig sammen med børnene og blive en del af vores aktive arbejdsfællesskab? Så vil vi glæde os til at høre fra dig!

Løn- og ansættelsesforhold
I København får du en bedre løn som uddannet pædagog end i de fleste kommuner. På www.kk.dk/paedagogloen kan du se, hvor meget man tjener som uddannet pædagog i Københavns Kommune.

Læs om medarbejderfordele her

Alle fastansatte i A Klynge I har mulighed for at benytte Falck Healthcare. Falck Healthcare har et team af: fysioterapeuter, kiropraktorer, massører, akupunktører, zoneterapeuter og de tilbyder også sundhedstjek.

Stillingen er på 37 timer om ugen og med start den 1. februar 2026 eller snarest muligt.

I forbindelse med ansættelsesprocessen indhenter vi referencer samt børne- og straffeattest.

Er du klar til en aktiv hverdag i skønne omgivelser?
Har du spørgsmål til stillingen eller ønsker en rundvisning i M-Huset, er du velkommen til at kontakte pædagogisk leder Thomas Sahl Kellberg på 40 11 50 03 (gerne på sms) eller R28J@kk.dk.

Sammen med din ansøgning beder vi dig vedhæfte CV og eventuelt uddannelsesbevis.

Vi glæder os til at møde dig!

Søg via linket senest onsdag den 4. december 2025


Indrykket:14/11/2025

Ansøgningsfrist: 04/12/2025

almost-expired-job-icon favourite-job-icon
Gem
Se job

Københavns Kommune

Myndighedskoordinator til indsats for fordrevne ukrainere i Din Sociale Indgang

København

Genopslag

Din Sociale Indgang søger en myndighedskoordinator til en nyoprettet stilling i fremskudt indsats, som skal arbejde med fordrevne ukrainere.


I starten af 2023 oprettede Socialforvaltningen den fremskudte socialfaglige indsats på indkvarteringsstederne for fordrevne ukrainere. Formålet med indsatsen er at yde opsøgende bistand til fordrevne ukrainere og at hjælpe de indkvarterede videre til Socialforvaltningens og kommunens øvrige tilbud. Indsatsen består af rusmiddelbehandling, familiebehandling, støttekontaktpersoner og en socialfaglig koordinator.

Indsatsen opnormeres med en myndighedskoordinator, der skal medvirke til hurtigere at kunne myndighedsafklare borgere i forhold til relevant indsats og imødekomme det øgede interne koordineringsarbejde. Myndighedskoordinatoren skal håndtere indledende sagstrin, VUM-udredning og løbende samarbejde med koordinatoren i den fremskudte indsats ved håndtering af fælles mailindgang og drøftelse af konkrete sager.

Stillingen som myndighedskoordinator
Din opgave som myndighedskoordinator er at tilbyde rådgivning og vejledning i forhold til sagsbehandling i forhold til servicelovens voksenparagraffer. Indsatsen skal ske i samarbejde medarbejdere i fremskudte indsatser og er opsøgende, udgående og håndholdt, fordi det er det, der skal til for, at vi kan lykkes med hjælpen til de mest udsatte borgere.

Du har fokus på afklaring og udredning af borgenes støttebehov, helhedsorienteret koordinering af relevante indsatser og at hjælpe med at finde det bedst mulige sted i livet for den enkelte borger.

Opgaven er at brobygge til andre indsatser og at sagsbehandle efter servicelovens voksenparagraffer for målgruppen. I UPA3 arbejder vi ud fra principperne i housing first og recovery i samarbejdet med borgeren.

Hos os får du en fleksibel og dynamisk hverdag med mulighed for at planlægge din arbejdsdag. Du bliver en del af et bredt socialfagligt miljø med rum for faglig sparring med dine kolleger samt supervision.

Hvem drømmer vi om, du er?
Borgerne har brug for dig, som har stærke relationelle kompetencer og erfaring med myndighedsarbejde og kendskab til arbejdet med borgere i udsathed. Du skal trives med høj grad af selvstændighed i en omskiftelig hverdag, der en stor del tiden foregår ude hos borgerne på indkvarteringsstederne. Dine kollegaer oplever jobbet som meningsfyldt, og du får al den opbakning, du har brug for – fagligt som kollegialt.

Du er en fantastisk teamplayer, der forstår at spille borgere, kollegaer og ledere gode. Du forstår at være medskabende til et godt arbejdsmiljø og er drevet af en faglig stolthed. Vi investerer gerne en masse i dig fagligt og personligt, og til gengæld forventer vi, at du er motiveret og engagereret i vores fælles arbejdsplads.

  • Du har en socialfaglig uddannelse (socialrådgiver, socialformidler eller lignende)
  • Du har erfaring med sagsbehandling og kendskab til målgrupperne
UNG UPA 3
UPA 3 består af 16 medarbejdere fordelt på forskellige teams – fællesteamet, udsatteteamet, Helhedsorienteret Indsats på Vesterbro og Særlig fokus på borgere i udsatte positioner – som hver især arbejder med afklaring af rette indsatser. UPA 3 løser også opgaver for voksne over 30 år.

Vi er en flok fagligt dygtige, engagerede, humoristiske og meget forskellige medarbejdere, der dog til sammen har det fælles mål, at vi brænder for, at byens allermest udsatte får den støtte, hjælp og vejledning, de har krav på/behov for.

Løn- og ansættelsesvilkår
Arbejdstiden er 37 timer pr. uge. Tiltrædelse den 1. januar 2026.

Løn- og ansættelsesvilkår efter overenskomst for socialrådgivere, socialformidlere og/eller HK-overenskomst for administration og IT og indenfor rammerne af lokal løndannelse.

Arbejdsstedet er Borups Allé 43, 2200 København N.

Vil du vide mere?
Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte afdelingsleder Louise West Carlsen på 23 84 27 55 eller socialfaglig koordinator Joanna Gulcz på 20 11 75 37.

Vi glæder os til at høre fra dig.

Søg via linket senest torsdag den 4. december 2025
Samtaler afholdes løbende i Telehuset, Borups Allé 43, København N.

Indrykket:14/11/2025

Ansøgningsfrist: 04/12/2025

almost-expired-job-icon favourite-job-icon
Gem
Se job

Københavns Kommune

Børne- og ungerådgivere til Skoleliv i Din Sociale Indgang Valby-Vesterbro-Kgs. Enghave (VVK)

København

Genopslag

Vi løfter børns trivsel og skaber trygge børneliv for de mest udsatte skolebørn. Hvis du vil være med til det og ønsker at blive en del af et stærkt fagligt fællesskab med høje ambitioner for socialfagligt arbejde og tværfagligt samarbejde, så er det dig, vi søger.


Vi søger børne- og ungerådgivere til fastansættelse og barselsvikariat i myndighedsgruppen i afdelingen Skoleliv i Valby-Vesterbro-Kgs. Enghave (VVK).

Lidt om Skoleliv og os i VVK
I myndighedsgruppen i Skoleliv bliver du en del af et stærkt kollegialt fællesskab bestående af dig og 20 dygtige rådgiverkolleger, to teamledere, en faglig koordinator og en afdelingsleder.

Vi arbejder fortrinsvis med skolebørn i alderen 8 til 13 år, hvilket giver os en særlig mulighed for at hjælpe børn og familier i en periode i børnenes liv, hvor udviklingen for alvor tager fart, og hvor vi med den rette indsats kan gøre en stor forskel.

Vi arbejder med mange forskellige problemstillinger – alt fra psykiske vanskeligheder til skolevægring og kriminalitet – så der er en stor variation i opgaverne og mulighed for at specialisere sig i det, du har en særlig interesse for. Og sidst, men ikke mindst har vores målgruppe også en alder, hvor det i højere og højere grad bliver muligt at inddrage barnets perspektiv med afsæt i barnets egne udsagn, hvorfor børnesamtalen og repræsentationen af barnets perspektiv er et fokus i vores arbejde.

Det er også en fordel, hvis du har viden om eller interesse for autisme, da vi oplever en stigende opgave med at understøtte børn med autismediagnoser og deres familier i skolesystemet og i deres hverdag.

Skoleliv er en afdeling i Din Sociale Indgang - Valby-Vesterbro-Kgs. Enghave (DSI VVK), som er én ud af fem bydelsenheder, hvor vi varetager sagsbehandlingen på børne- og familieområdet i København. I VVK er vi ca. 220 medarbejdere med forskellige faglige baggrunde.

Om stillingerne
Som børne- og ungerådgiver i Skoleliv får du ansvaret for sagsbehandlingen i et antal børnesager, som du i tæt samarbejde med familierne, dine kolleger og resten af husets mange kompetente fagpersoner vil arbejde for at skabe en positiv udvikling i.

Du vil desuden samarbejde tæt med områdets skoler, PPR og vores egne skolesocialrådgivere, som alle bidrager til at sikre en helhedsorienteret indsats med afsæt i børnenes hverdag i skole og hjem.

Dine vigtigste opgaver vil være at

  • inddrage børnene, så deres stemme kommer bedst muligt i spil
  • samarbejde med forældre og netværk om, hvordan vi bedst hjælper dem til at støtte børnene
  • udarbejde afdækninger, børnefaglige undersøgelser, barnets plan og iværksætte støtte til børn og unge efter barnets lov
  • være tovholder for den koordinerende indsats i sagerne og herunder indgå i et tæt professionelt samarbejde med andre fagpersoner
  • følge op på effekten af indsatser og justere efter behov
Vi forventer, at du

  • er uddannet socialrådgiver eller har en lignende uddannelsesmæssig baggrund
  • har kendskab til lovgivningen på det specialiserede børneområde og har et skarpt blik for sagsførelse
  • er god til at kommunikere og kan formulere dig klart og tydeligt både over for borgerne og i den efterfølgende skriftlige dokumentation
  • har stærke relationskompetencer, som du bruger aktivt til at skabe alliancer med familierne og deres netværk om at skabe forandring for børnene
  • er samarbejdsorienteret både internt og eksternt med fokus på, at en vigtig del af din rolle som rådgiver er at mobilisere og sætte retning for andre fagpersoners arbejde med at skabe forandring for familierne
  • er indstillet på en til tider hektisk hverdag, hvor du kan være nødt til at afvige fra det planlagte, når situationen kalder på det
Som person er du en holdspiller, der kender dig selv, og som ved, hvor du kan hjælpe andre, og hvor de kan hjælpe dig. Du er ambitiøs på egne og børnenes vegne, men formår også at glæde dig over det, som du når, når tiden bliver for knap.

Det får du hos os
I VVK lægger vi vægt på at være en arbejdsplads med højt til loftet både fagligt og socialt. Vi værdsætter, at den enkelte bidrager med gode ideer og initiativ. Vi har en ambition om at gøre myndighedsrollen til et klart karrierevalg, hvor du som børne- og ungerådgiver har mulighed for at udvikle dig fagligt og bringe dine socialfaglige kompetencer i spil.

Hos os står du ikke alene med sagerne. Tværtimod kan du forvente, at vi tager et fælles ansvar for sagsbehandlingen, og at du bliver en del af et fagligt fællesskab, hvor vi interesserer os for og hjælper hinanden.

Derudover vil du hos os møde

  • en organisation, hvor trivsel og arbejdsglæde vægtes højt, og hvor vi opfatter os selv som en enhed, der løser opgaverne i fællesskab
  • muligheder for at specialisere dig inden for ét eller flere områder og indgå i udviklingsprojekter, faglige aktiviteter mv. efter interesse
  • god faglig sparring fra kolleger og ledelse samt supervision
  • en arbejdsplads med et stærkt kollegialt fællesskab og mange sociale arrangementer
  • fleksibel arbejdstid, mulighed for hjemmearbejde og en god kantineordning
Ansættelsesvilkår
Ansættelserne er i henhold til overenskomst for socialrådgivere, socialformidlere og/eller HK- overenskomst for administration og IT og indenfor rammerne af lokal løndannelse.

Arbejdstiden er 37 timer ugentligt. Vi har lang torsdag (til kl. 17.00) og en kort fredag (til kl. 14.00).

Stillingerne er til besættelse snarest muligt eller senest den 1. februar 2026.

Yderligere information
Hvis du vil høre mere om stillingerne og/eller afdelingen, er du velkommen til at kontakte teamleder Nikoline Kolby Larsen på 51 62 90 94 eller børn- og ungerådgiver Dilan Canbaz på 23 28 08 62.

Høre mere om arbejdet som børne- og ungerådgiver i Københavns Kommune her: Børn og unge | Socialjob.

Søg via linket senest søndag den 7. december 2025
Sammen med motiveret ansøgning beder vi dig uploade CV, eksamensbeviser og evt. udtalelser.
Vi holder samtaler løbende samt tirsdag den 9. december.
Vi forventer at holde 2. samtaler.

Indrykket:14/11/2025

Ansøgningsfrist: 07/12/2025

almost-expired-job-icon favourite-job-icon
Gem
Se job

Region Midtjylland

Pædagog, Omsorgsmedhjælper eller anden relevant socialfaglig uddannelse og/eller erfaring.

Viborg

Har du mod på faglige udfordringer og udvikling, og vægter tværfagligt samarbejde højt, så er det måske noget for dig, at være tilkaldevikar på Hamarhus.  

Om Hamarhus: 
Hamarhus er et børne- og ungehjem jf. § 43 i Barnets Lov for børn og unge samt et midlertidigt botilbud jf. § 107 i SEL for unge fra 18-20 år. Hamarhus er en del af Specialområde Børn og Unge (SBU) i Region Midtjylland og er beliggende i Viborg. 

Hamarhus’ målgruppe er normalt begavede børn og unge med autisme, og tillægsdiagnoser som b.la. spiseforstyrrelser, OCD og angst.

På Hamarhus har vi et humanistisk menneskesyn med tænkningen, at børn og unge til enhver tid gør deres bedste og har ret til at blive set, hørt og respekteret, hvorfor vores faglige grundlag og metoder tager udgangspunkt i dette børn- og ungesyn.

Vi arbejder ud fra principperne i Low arousal, autismepædagogik, sanseprofiler og neuroaffektiv udviklingspsykologi, hvilket du vil opleve ved, at vi arbejder fokuseret med metoderne og hvordan de understøtter det enkelte barn og ung. 

Vi tilbyder: 

  • en spændende arbejdsplads i et stærkt fagligt og udviklende miljø, hvor respekt, tværfagligt samarbejde, nærvær, omsorg og åbenhed er nøgleordene 
  • et meningsfyldt arbejde, med skønne børn og unge, gode kollegaer, og dage der aldrig er ens 
  • et arbejde, hvor du kan gøre en forskel – hver dag 
  • Oplæring og følgevagter, som gør dig klar til selvstændige vagter – der vil altid være kolleger på vagt sammen med dig
  •  

Forventninger til dig: 
Vi er på udkig efter medarbejdere, der har lyst til at være en del af en afdeling i udvikling og der sammen med de øvrige medarbejdere kan håndtere udfordrende situationer, samtidig med, at du skaber tryghed og udviser omsorg for både børnene og de unge, samt forældre og kolleger. 

Det er vigtigt at du er omstillingsparat, da du kommer til at hjælpe dine kommende kollegaer med forflytninger og andre opgaver, der kræver at I er to om opgaven. Det vil også være nødvendigt, at du har lyst til at arbejde på flere afdelinger. 
 
Du vil komme til at samarbejde tværfagligt med de øvrige faggrupper, hvor samarbejdet bygger på gensidig dialog og åbenhed. 
 
Som medarbejder på Hamarhus arbejder du professionelt med børn og unge med komplekse problemstillinger. Det er et arbejde som kræver faglig dygtighed og respekt for det enkelte menneske.  
 
Vi ønsker en åben og aktiv kollega, som vil medvirke til, at afdelingen er et trygt sted at være for børnene og de unge og deres forældre, og samtidig er en god arbejdsplads for medarbejderne. 
 
Har du erfaring inden for målgruppen, er det en fordel, men ingen betingelse. 
Medsend CV hvorpå der er påført relevant erfaring og evt. Uddannelse. 

Om SBU: 
SBU består af syv specialiserede afdelinger, tre interne skoler og en specialbørnehave, som hver dag yder en individuelt tilpasset indsats for børn og unge med kognitive vanskeligheder, nedsat psykisk- og fysisk funktionsevne, udviklingsforstyrrelser, adfærdsmæssige- og sundhedsfaglige problemstillinger. 

Vi arbejder tæt sammen med pårørende, kommuner og andre myndigheder for at sikre de allerbedste rammer for vores målgrupper. 
 
Ansættelse og arbejdstid: 
Opstart efter aftale. Som tilkaldevikar vil du blive kontaktet ved sygdom. Det vil være muligt at få en del timer, hvis dette ønskes. 
 
Du skal forvente at blive tilkaldt til skiftende vagter dag/aften/weekender og evt. nat.

Ansøgningsfrist: 
Vi indkalder løbende til ansættelsessamtaler. 

Yderligere oplysninger: 
Løn- og ansættelsesforhold i henhold til gældende overenskomst mellem den forhandlingsberettigede fagorganisation og Danske Regioner. 

Der indhentes børne- og straffeattest ved ansættelse. 

Du har mulighed for at komme ud på Hamarhus til et for besøg. Kontakt afdelingsleder Mariann Raaby vedr. evt. besøg eller såfremt du har spørgsmål om jobbet som vikar på Hamarhus på telefon 23 93 98 30.

Da Region Midtjylland løbende gennemfører besparelser og omorganiseringer, vil medarbejdere i omplacering, der søger stillingen, have fortrinsret.

Indrykket:14/11/2025

Ansøgningsfrist: 19/12/2025

almost-expired-job-icon favourite-job-icon
Gem
Se job

Frederikshavn Kommune

Dagplejer til fast stilling ved dagplejen i Skagen - genopslag

Frederikshavn

Vi søger en dagplejer til en fast stilling i Skagen.

Hos dagplejen i Skagen får du:

  • Verdens bedste job
  • Et sted hvor familieliv og arbejdsliv hænger godt sammen
  • Muligheden for at sige: Jeg gør en kæmpe forskel for børn og deres familier”
  • En hverdag med tid til det enkelte barn
  • Et fællesskab, hvor både børn og vi dagplejere er i trivsel og udvikling

(Citater fra dagplejere om jobbet som dagplejer i Frederikshavn Kommune)

Er du Skagens næste dagplejer?
Lader du dig let smitte af børns glæde, nysgerrighed og mod på at udforske verdenen? Er du den rolige og omsorgsfulde voksne, der kan tilbyde en tryg base, når der skal pustes ud mellem oplevelserne? Bor du i Skagen og går du med et ønske om at arbejde som dagplejer, hvor du er med til at støtte børns udvikling og trivsel? Så har vi et fantastisk job til dig! 

En meningsfuld rolle med ansvar of frihed
Som dagplejer arbejder du med børnenes udvikling, dannelse, læring og trivsel. Du får rig mulighed for at understøtte det enkelte barns læring og trivsel, og du gør brug af din evne til at skabe en tryg tilknytning og gode relationer til både børn, forældre og kollegaer. Som dagplejer har du mulighed for selv at planlægge og tilrettelægge din hverdag med udgangspunkt i børnenes behov. Og du får samtidig mulighed for støtte og sparring fra både kollegaer, pædagogisk leder og tværfaglige samarbejdspartnere. 

At være dagplejer er et job hvor du: 

  • arbejder med 4 børn i eget hjem og i legestuen
  • selv kan planlægge din hverdag og har stor grad af indflydelse på egen hverdag
  • kan gøre en forskel for 0-3-årige børn og deres familier
  • skaber trygge rammer og nære relationer til små børn
  • har stærke læringsfællesskaber med andre dagplejere

Du er aldrig alene 

  • du indgår i en professionel dagplejegruppe med dine kolleger
  • den pædagogiske leder for Dagplejen i Dagtilbudsområde Nord er din nærmeste leder, og står for supervision og individuel sparring
  • i samarbejde med pædagogisk leder og dine kollegaer arbejdes der med de styrkede pædagogiske læreplaner og KVALID (kvalitet i dagtilbud)
  • du går i heldagslegestue og deltager i fælles aktiviteter
  • vi tager din trivsel og dit arbejdsmiljø alvorligt 

Bliv en del af dagplejen - kontakt os nu
Vil du vide mere om stillingens indhold, kan du kontakte pædagogisk leder Lotte Lykke Lynglund 30251559
Desuden kan du se en lille film om arbejdet som dagplejer, og du kan læse mere om at være dagplejer på: https://dagplejen.dk/

Ansøgning og praktiske oplysninger
Vi søger en dagplejer til dagplejen i Skagen med opstart 1. januar 2026 eller efter aftale.
Ansøgningsfrist: 28. november 2025
Samtaler: Vi forventer at afholde ansættelsessamtaler den 9. december 2025. Efter samtalen vil den pædagogiske leder gerne besøge dig i hjemmet.I forbindelse med en eventuel ansættelse indhenter vi straffe- og børneattest, samt børneattest for øvrige personer i husstanden over 16 år.

Løn- og ansættelsesvilkår følger gældende overenskomst.

Vi glæder os til at modtage din ansøgning og høre fra dig!

Indrykket:14/11/2025

Ansøgningsfrist: 28/11/2025

almost-expired-job-icon favourite-job-icon
Gem
Se job

Mørkhøj skole

Skal du være Mørkhøj Skoles nye ressourcepædagog?

Gladsaxe

Vi søger pr. 1. januar 2026 en ressourcepædagog til en fast stilling i vores indskoling, der med specialpædagogisk viden og erfaring, vil varetage støttefunktioner for børn, der har behov for ekstra pædagogisk støtte i skoletiden og specialundervisning. Du skal dække alle skoletimerne og i de første timer af SFOtiden. Stillingen kan være på såvel fuldtid som deltid.

Hvem er Mørkhøj Skole
Mørkhøj Skole er en tosporet skole med ca. 450 elever og 70 medarbejdere.
Vi er delt i to afdelinger 0.-5. klasse og 6.-9. klasse, med tilhørende SFO og klub.
Skolen er lokalt forankret med gode grønne udemiljøer, og her kender vi alle hinanden.
Vi arbejder målrettet på at skabe en skolen med deltagelsesmuligheder for alle børn.

På Mørkhøj Skole arbejder vi i professionelle læringsfællesskaber med ugentlige personale- og teammøder, hvor vi bl.a. arbejder med udvikling af tværprofessionelle fællesskaber i ønsket om at skabe og udvikle læring, trivsel og fællesskab for alle børn og voksne på skolen.
Vi har fremskudt familieafdeling og PPR, som har deres kontor og hverdag hos os på skolen og er nemme at få kontakt og sparring med.
Desuden har vi flere co-teachere, et par støttepædagoger og vores tværprofessionelleteam med PPR, sundhed- og familieafdelingsfolk som man som støttepædagog vil have tæt sparring med.

Vi er på udkig efter dig der
  • har specialpædagogisk viden, erfaring og interesse
  • arbejder vedholdende på at få børnene til at lykkes fagligt og socialt
  • er nysgerrig på det bagvedliggende i børns handlinger.
  • er struktureret i dit arbejde og kan bidrage fagligt i arbejdet med handleplaner
  • kan arbejde med low arousal, når uforudsete situationer opstår med børn og forældre.
  • har gode relationskompetencer og kan arbejde i teams.
  • kan modtage sparring og give sparring i målet om, at vi sammen skal lykkes med opgaven.

Vi kan tilbyde dig
  • let adgang til støtte og sparring i dagligdagen ved et tæt samarbejde med kollegaer, ledelse, familieafdeling og PPR.
  • høj grad af medindflydelse,
  • et team bestående af lærere og pædagoger på en indskolingsafdeling med fire klasser.
  • et tæt teamsamarbejde med dit årgangsteam
  • en arbejdstid der primært ligger i skoletiden dvs. Møde tid kl. 8 hver dag.
  • gode muligheder for kompetenceudvikling.

OBS. Husk at medsende uddannelsesbeviser m. karakterblad, CV og evt. udtalelser fra tidligere arbejdspladser.

Er du i tvivl om noget eller vil vide mere, så kontakt Skoleleder Bodil Dehli på mail: boddeh@gladsaxe.dk

Du kan læse mere om Mørkhøj Skole og Gladsaxes kommunes skoleudvikling på Mørkhøj Skoles hjemmeside.

Frist
19. december 2025
Der afholdes ansættelsessamtaler løbende frem til fristens udløb.

Til samtalen deltager to fra ledelsen, skolebestyrelsesformanden, og repræsentanter fra medarbejdere.

I Gladsaxe tager vi udgangspunkt i borgernes og virksomhedernes behov og trivsel i alt, hvad vi gør. Bæredygtig velfærd og udvikling er en mærkesag for os og vi arbejder for både social, miljømæssig og økonomisk bæredygtighed. Med FN’s verdensmål som ramme ser vi en bæredygtig fremtid som noget, vi skaber sammen – med borgere, virksomheder, foreninger og lokalsamfundet. Du kan læse mere om vores mål i Gladsaxestrategien.

Ingen ansatte i Gladsaxe Kommune må ryge eller bruge tobaksrelaterede produkter i arbejdstiden, som for eksempel snus og vapes.

Vi opfordrer alle interesserede uanset alder, køn/identitet, seksualitet, handicap, religion eller etnisk tilhørsforhold til at søge stillingen.

Indrykket:14/11/2025

Ansøgningsfrist: 12/12/2025

almost-expired-job-icon favourite-job-icon
Gem
Se job

Trinbrættet

Tilkaldevikarer (pædagogmedhjælpere) til Børnehuset Trinbrættet

Gladsaxe

Vores børnehus mangler tilkaldevikarer - pædagogmedhjælpere eller pædagogiske assistenter, hvor timeantallet vil være varierende, idet du vil blive tilkaldt, når det faste personale er fraværende. Stillingen er til besættelse snarest.

Børnehuset Trinbrættet er et børnehus med ca. 50 børn. Børnene er aldersopdelt med to grupper i vuggestuen og en basisgruppe i børnehaven med et tæt pædagogisk samarbejde på tværs.

Som tilkaldevikar i Trinbrættet tilbyder vi dig
  • Engagerede og samarbejdsvillige kolleger
  • Oplæring i arbejdsopgaverne
  • Anerkendende ledelse tæt på.

Vi søger en vikar, der
  • Gerne vil arbejde som vikar med børn i målgruppen 0-6 år
  • Kan arbejde i tidsrummet kl. 7-18 (fredage dog 17.30)
  • Kan leve af et varieret timeantal
  • Er fleksibel og ansvarsbevidst
  • Er åben og engageret overfor de mange forskellige arbejdsopgaver
  • Har en anerkendende tilgang til børn og voksne
  • Godt humør.

Læs mere om børnehuset på Trinbrættets hjemmeside.

Løn- og ansættelsesvilkår efter overenskomst og principperne om Ny løn.

Børnehuset Trinbrættet ligger tæt ved Buddinge Station med gode bus- og togforbindelse.

Yderligere oplysninger
Du er velkommen til at kontakte børnehusleder Kirsten Richter for flere oplysninger på telefon 22 16 78 72.

Ansøgningsfrist
21. november 2025.
Vi glæder os til at modtage din ansøgning og CV via linket.

Vi holder løbende samtaler.

I Gladsaxe tager vi udgangspunkt i borgernes og virksomhedernes behov og trivsel i alt, hvad vi gør. Bæredygtig velfærd og udvikling er en mærkesag for os og vi arbejder for både social, miljømæssig og økonomisk bæredygtighed. Med FN’s verdensmål som ramme ser vi en bæredygtig fremtid som noget, vi skaber sammen – med borgere, virksomheder, foreninger og lokalsamfundet. Du kan læse mere om vores mål i Gladsaxestrategien.

Ingen ansatte i Gladsaxe Kommune må ryge eller bruge tobaksrelaterede produkter i arbejdstiden, som for eksempel snus og vapes.

Vi opfordrer alle interesserede uanset alder, køn/identitet, seksualitet, handicap, religion eller etnisk tilhørsforhold til at søge stillingen.

Indrykket:14/11/2025

Ansøgningsfrist: 21/11/2025

almost-expired-job-icon favourite-job-icon
Gem
Se job

Pages

Valgt stilling