WorkWithUs
close-button
Drift & Anlæg

Ledige job hos Drift & Anlæg i Skive Kommune

Antal ledige jobs
2

Drift & Anlæg

Energispecialist til grøn omstilling og energioptimering

Skive

Har du mod på et fantastisk nyt og spændende arbejde med mange forskelligartede opgaver indenfor energiområdet? Vil du arbejde på en fremragende arbejdsplads med gode kollegaer og med flexordning og mulighed for hjemmearbejde? – Så skal du læse videre, da vores job kunne være noget for dig.

I Skive Kommune søger vi en engageret person til vores team Energiservice. Vi mangler den person som elsker at arbejde med tekniske anlæg og driftsoptimering i kommunale bygninger og som også mener, at arbejdet inden for det energitekniske område er spændende og udfordrende.

Skive Kommune arbejder gennem EU-projektet GreenFleets med effektivisering og grøn omstilling af køretøjer. Din primære opgave vil være at deltage i dette projekt i forhold til den tekniske del med opstilling af el-ladestandere og teknisk bistand til projektet. Derudover vil du skulle bidrage i forhold til de øvrige opgaver i team Energiservice.

Udover at kunne være vores nye kollega, hvem er du så?
Vi søger en ingeniør, maskinmester, energiteknolog eller medarbejder med tilsvarende kompetencer, der har lyst til at arbejde med den grønne omstilling i GreenFleets projektet og med de tekniske anlæg i Skive kommunes bygninger. Du vil blive ansat i Energiservice, der er ansvarlig for indkøb, drift og vedligeholdelse af de tekniske anlæg og arbejder målrettet på at reducere energiforbruget ved energibesparende projekter og løbende optimering af anlæggene.

Du har formentlig erfaring fra lignende opgaver og gerne en faglig baggrund. Du skal være fuld af gåpåmod, da der er udsigt til en meget forskelligartet hverdag, hvor to dage sjældent ligner hinanden.

Hvem er vi og hvad laver vi?
Teamet Energiservice er ansvarlige for de tekniske anlæg og installationer i kommunale bygninger i Skive Kommune. Her står vi for planlægning og styring af de tekniske områder i hele værdikæden fra indkøb, drift og vedligeholdelse og udskiftning af anlæg. Den daglige drift tager den enkelte institution sig hovedsageligt selv af. Derudover varetager vi teknisk rådgivning og mindre projekteringsopgaver i forbindelse med om-, ny og tilbygninger på de kommunale bygninger.

I teamet er vi pt. 6 fuldtidsansatte, hvoraf en er teamleder, alle med mange års erfaring. Vi hjælper alle hinanden i en travl hverdag. Vi vægter faglig sparring, samarbejde og et godt socialt arbejdsmiljø højt.
Teamet er en del af afdelingen Drift & Anlæg, som består af i alt 3 teams, samt Park & Vej og Fursund Færgeri.

Drift & Anlæg er én af fire afdelinger i Forvaltningen for Teknik, Miljø & Udvikling. I forvaltningen har vi generelt en uhøjtidelig omgangstone og en flad organisationsstruktur.
Der udvises stor tillid til medarbejderne som kommer til udtryk gennem frihed, ansvar og selvstændighed – herunder muligheden for ugentlige hjemmearbejdsdage og flexordning - dette giver mulighed for at sætte sin viden i spil i dagligdagen og ikke mindst, selv at kunne sætte sit præg på opgaverne og den daglige tilrettelæggelse.

Hvad du skal forvente at lave
Du får ansvaret for opgaver indenfor følgende faglige områder i afdelingen. Arbejdsopgaverne vil hovedsageligt være indenfor:
  • Din primære opgave vil være at deltage i GreenFleets projektet i forhold til den tekniske del med opstilling af el-ladestandere og teknisk bistand til projektet.

Derudover deltage i teamets øvrige opgaver som f.eks.
  • Identifikation af energibesparende projekter
  • Vedligeholdelse af tekniske anlæg, vand, varme og ventilation på kommunale bygninger
  • Vedligehold af elektriske installationer og CTS-styringer, herunder solcelleanlæg
  • Projektering, udbud og tilsyn på mindre anlægsprojekter.
  • Indgåelse af kontrakter og samarbejde med eksterne rådgivere og entreprenører, samt
    kommunikere med institutionsleder, serviceleder og andre samarbejdspartnere både internt og
    eksternt.

Ingen kan alt, men vi håber at finde
  • En person der er uddannet ingeniør, maskinmester eller energiteknolog med stor tekniske viden.
  • Faglig velfunderet og erfaren inden for vedligeholdelse af tekniske installationer
  • Gerne en el-teknisk baggrund eller kendskab til elinstallationer og etablering af ladestandere.
  • Gerne erfaring med styring og automatik for el, vvs og ventilation
  • Er ansvarsbevidst og kan arbejde struktureret
  • Har en analytisk og helhedsorienteret tilgang til opgaveløsning
  • Du er god til at sætte dig ind i nye problemstillinger, hvor du ser løsninger og følger dem til dørs.
  • Er hjælpsom og trives i et miljø, hvor vi arbejder sammen på tværs af faggrænser.
  • Det forventes at du har kørekort.

Du tilbydes
Et spændende og udviklende job, som du i høj grad selv er med til at påvirke.

Løn- og ansættelsesvilkår fastsættes efter forhandling med den relevante faglige organisation.

Hvis du har spørgsmål
til stillingen, er du velkommen til at kontakte Teamleder i Energiservice, Egon Dyring på telefon 20 68 62 40 eller pr. mail på egod@skivekommune.dk.

Ansøgningsfrist
Send os din ansøgning senest den 7. december 2025.
Vi forventer at holde samtaler medio december.

Vi ønsker stillingen besat snarest muligt. Dette selvfølgelig under skyldig hensyntagen til den rette ansøgers bindinger.

Send din ansøgning med relevante bilag elektronisk via linket 'Søg stillingen'.

Søg stillingen elektronisk via vores rekrutteringssystem

RENT LIV er livshjulet på Skiveegnen. Vi skaber vækst og udvikling gennem grønne handlinger. Vi gør det sammen gennem fælles virkelyst. Vi gør det for at benytte, beskytte og udvikle en egn i balance.
Grøn handling i fællesskaber og for en egn i balance. Tilsammen giver det RENT LIV.

Indrykket:20/11/2025

Ansøgningsfrist: 07/12/2025

almost-expired-job-icon favourite-job-icon
Gem
Se job

Drift & Anlæg

Landinspektør, jurist eller vejingeniør til virkelighedsnær vejjura

Skive

Har du lyst til at arbejde med vejjura og myndighedssiden af private fællesvej og offentlige veje? Har du lyst til et spændende arbejde med mange forskellige opgaver indenfor vejområdet og vil du gerne arbejde på en fantastisk arbejdsplads med gode kolleger, højt til loftet og med mulighed for hjemmearbejde – så skal du læse videre her!

I Skive Kommune søger vi lige nu en engageret landinspektør, jurist eller vejingeniør til vores team Trafik & Infrastruktur. Vi mangler en person, som kan indgå i vores vejmyndighedsgruppe og som mener, at mødet mellem grundejer, borger, rettighedshaver, myndighed og vejlovgivning er det mest spændende, man overhovedet kan tænke sig. Er det dig, så er vi et match!

Ingen kan alt, men vi tror du er
Landinspektør, jurist, vejingeniør eller har lignende relevant uddannelse. Det er et plus, hvis du har erfaring, men en vis viden om vejlovgivning og ejendommes regulering og retsforhold er et must.

Først lidt af det vi skal have med her…
I team Trafik & Infrastruktur har vi bl.a. ansvaret for myndighedsbehandling på offentlige veje og private fællesveje, dvs. alt fra adgangstilladelse og gravetilladelser over vejsyn til nedlæggelse. Opgaverne spænder også vidt i teamet som helhed, fra overordnet trafikplanlægning til realisering af cykelstier og mindre trafiksikkerhedsprojekter, til større vejrenoveringer og etablering af nye veje. Teamet arbejder også med byggemodninger, med højvands- og kystsikring, samt drift af vores havne. Der er altså gode muligheder for at bringe dine kompetencer i spil – og udvikle dem yderligere.

Du vil bl.a. komme til at arbejde med
  • private fællesveje (vejsyn, ønsker om færdselsregulering, nedlæggelse/omlæggelse).
  • offentlige veje (adgangstilladelser, ledningsret, råden over vej m.v.).
  • forholdet til vejens naboer (adgangsforhold, beskæring, oversigtsdeklarationer).
  • lokalplaner (sparringspartner for planafdeling i planudarbejdelse).
  • vejjuridisk bistand til kollegaer.
  • dialog med borgere, erhvervsliv og politikere.

Så det sjove – nemlig dit nye team!
I teamet er vi pt. 15 medarbejdere, både nye og mere erfarne kræfter, som alle hjælper hinanden. Vi vægter faglig sparring, samarbejde og et godt arbejdsmiljø højt. Teamet er en del af afdelingen Drift & Anlæg, som består af i alt 3 teams, Park & Vej samt Fursund Færgeri.

Drift & Anlæg er én af fire afdelinger i forvaltningen Teknik, Miljø & Udvikling. I forvaltningen har vi generelt en uhøjtidelig omgangstone og en flad organisationsstruktur. Der er stor tillid til medarbejderne som kommer til udtryk gennem frihed, ansvar og selvstændighed – herunder ugentlige hjemmearbejdsdage mv. Det giver mulighed for at sætte sin viden i spil i dagligdagen og selv sætte sit præg på opgaverne og den daglige tilrettelæggelse.
Afdelingen har en stor spredning i faglighed og alder, og vi laver løsninger der bygger på hinandens forskelligheder og kompetencer, hvor vi ønsker at ”spille hinanden gode”. Netop derfor kan vi også udfordre hinanden fagligt. Det sociale fællesskab prioriteres højt i afdelingen, og derfor trives vi godt i hinandens selskab - alle oplever tryghed i hinandens selskab fagligt som socialt.

Det vi søger efter, er dig der…
  • har en uddannelse som landinspektør, jurist, vejingeniør eller lignende relevant uddannelse.
  • har en vis viden om vejlovgivning og ejendommes regulering og retsforhold.
  • erfaring med kommunal vejmyndighed er et plus.
  • kan balancere en løsningsorienteret og vejledende dialog med en fast myndighedshåndtering.
  • er god til at kommunikere i øjenhøjde med borgere, politikere og kollegaer, der ikke ved eller burde vide hvad der står i § 26 stk. 2.
  • er god til at sætte dig ind i nye problemstillinger, hvor du ser løsninger og følger dem til dørs.
  • er hjælpsom og trives i et samarbejdsmiljø, hvor vi arbejder sammen på tværs af faggrænser og sparrer med hinanden for at lykkes bedst muligt med opgaverne.

Hvis du har spørgsmål til stillingen,
er du velkommen til at kontakte teamleder for Trafik & Infrastruktur, Finn Kjær Christensen på telefon 21 19 13 07 eller pr. mail på finc@skivekommune.dk
Alternativt kan du kontakte Drift- & Anlægschef, Christian Axelsen på telefon 21 80 28 48 eller pr. mail på chax@skivekommune.dk

Ansøgningsfrist
Send os din ansøgning senest den 30. november 2025.

Vi forventer at holde samtaler i begyndelsen af december.

Tiltrædelse snarest muligt. Vi ønsker stillingen besat snarest muligt. Dette selvfølgelig under skyldig hensyntagen til den rette ansøgers bindinger.

Du bliver ansat efter gældende overenskomst og principperne om lokal løndannelse med baggrund i dine kvalifikationer og relevant erfaring.

Søg stillingen elektronisk via vores rekrutteringssystem

RENT LIV er livshjulet på Skiveegnen. Vi skaber vækst og udvikling gennem grønne handlinger. Vi gør det sammen gennem fælles virkelyst. Vi gør det for at benytte, beskytte og udvikle en egn i balance.
Grøn handling i fællesskaber og for en egn i balance. Tilsammen giver det RENT LIV.

Indrykket:05/11/2025

Ansøgningsfrist: 30/11/2025

almost-expired-job-icon favourite-job-icon
Gem
Se job
Valgt stilling