WorkWithUs
close-button
Vejdirektoratet – Skanderborg

Ledige job hos Vejdirektoratet – Skanderborg i Horsens Kommune

Antal ledige jobs
2

Vejdirektoratet – Skanderborg

Projektleder til design- og udbudsprocesser på store vejprojekter

Horsens

Er du god til at lede større projektgrupper, og har du interesse for at påvirke de vejfaglige løsninger? Så er du måske den nye projektleder, vi søger.

Hos Vejdirektoratet arbejder vi hver dag for at skabe sammenhæng for de mange trafikanter, der benytter de danske statsveje. Det kræver medarbejdere, der kan balancere mobilitet, miljø og trafiksikkerhed.

Dine opgaver

Som faglig projektleder i Vejdirektoratet vil du lede projektgrupper, som nedsættes i forbindelse med planlægning, design og udbud af store vejinfrastrukturprojekter.

Hver projektgruppe består af op til 25 medarbejdere - typisk vej- og afvandingsingeniører, geoteknikere, miljøeksperter, bygværksspecialister, trafikafviklingsingeniører, tekniske designere inden for vejvisning og vejudstyr, udbudskoordinatorer mv.

Dine primære arbejdsopgaver vil bl.a. være at:

  • lede og sikre fremdriften i projektet
  • sikre at projektet udformes inden for de rammer, som er defineret i miljøkonsekvensvurderingen og anlægsloven
  • udfordre projektgruppen på de tekniske løsninger
  • sikre et godt samarbejdsklima i projektgruppen
Du får gode muligheder for at udvikle din vejfaglige viden og kompetencer inden for projektledelse gennem dit daglige arbejde, diverse kurser samt IPMA-certificering.

Du vil indgå i et team med 24 fagprojektledere fordelt på vores kontorer i Aalborg, Skanderborg, Middelfart og Fløng.

Din profil

Du kan være uddannet ingeniør eller have en anden teknisk uddannelse, og du har erfaring med projektledelse, gerne inden for anlægsområdet.

Derudover ser vi gerne, at du:

  • har erfaring med ledelse af større projektgrupper
  • har erfaring med udbudsprocesser
  • er tværfagligt- og samarbejdsorienteret
  • kan sætte dig ind i tekniske problemstillinger og løsninger, træffe beslutninger eller alternativt forelægge beslutninger for projektets overordnede beslutningstagere
  • kan kommunikere tydeligt og sikkert både i skrift og tale
  • kan bevare overblikket og håndtere flere processer på samme tid
Du vil kunne indgå i projekter med udenlandske rådgivere og entreprenører, hvorfor det er en fordel, hvis du kan begå dig på engelsk både skriftligt og mundtligt.

Din nye arbejdsplads

Vejdirektoratet er en styrelse under Transportministeriet, og vi er ca. 975 medarbejdere fordelt på syv lokationer i hele landet. Vi er en projektorganisation og prioriterer derfor samarbejde på tværs af enheder og fagområder og med vores omverden. De bedste løsninger skaber vi i fællesskab.

Du vil blive ansat hos Vejdirektoratets Projekt- og Vejteknikområde, som står for at projektere og udbyde store og mindre anlægsprojekter, planlægningsprojekter og driftsprojekter.
Området har ca. 125 medarbejdere omfattende vej- og afvandingsingeniører, udbudsingeniører, tekniske designere, vejudstyrs-, trafikafviklings- og vejvisningseksperter samt teamet af projektledere.

Dine løn- og ansættelsesvilkår

Du vil blive ansat og aflønnet efter gældende statslig overenskomst med mulighed for forhandling af tillæg alt efter dine kvalifikationer. Du vil blive ansat med stillingsbetegnelsen fagprojektleder.

Du bliver en del af en organisation, hvor fleksibilitet, kompetenceudvikling og arbejdsliv i balance står højt på dagsordenen. Der vil være mulighed for ugentlige hjemmearbejdsdage.

Dit ansættelsesområde vil være Transportministeriet med de til enhver tid tilhørende institutioner. Ansættelsen kan være på Vejdirektoratets kontor i enten Aalborg (Niels Bohrs Vej 30, 9220 Aalborg Øst), Skanderborg (Thomas Helsteds Vej 22, 8660 Skanderborg), Middelfart (Teglgårdsparken 102, 5500 Middelfart) eller Hedehusene (Guldalderen 12, 2640 Hedehusene).

Læs mere om os

Vil du vide mere om Vejdirektoratet, og hvad det vil sige at arbejde hos os, kan du læse mere om vores opgaver og medarbejdere på www.vejdirektoratet.dk.

Vil du vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte afdelingsleder Michael Aakjer Nielsen på telefon 2426 9289 eller mail mian@vd.dk.

Er du interesseret?

Send dit CV senest søndag den 4. januar 2026. Vi holder løbende samtaler gennem ansøgningsperioden.

Forventet opstartsdato er 1. marts eller snarest muligt derefter.

Søg stillingen ved at trykke på linket ”Søg stillingen” eller via vores hjemmeside www.vejdirektoratet.dk og vedhæft dit CV. Går du videre fra de indledende samtaler, kan der blive indhentet referencer fra tidligere arbejdsgiver.

Vi tror på, at et inkluderende og mangfoldigt arbejdsmiljø styrker fællesskabet og den måde, vi løser opgaverne på. Vi prioriterer en medarbejdersammensætning, der afspejler samfundet og giver lige muligheder for alle. Derfor opfordrer vi alle kvalificerede til at søge stillinger uanset alder, køn, seksuel orientering, religion, handicap, politisk anskuelse eller etnisk tilhørsforhold.

Indrykket:12/11/2025

Ansøgningsfrist: 04/01/2026

almost-expired-job-icon favourite-job-icon
Gem
Se job

Vejdirektoratet – Skanderborg

Områdechef til Mindre Anlæg

Horsens

Vil du skabe udvikling og resultater gennem andre? Ønsker du en central lederrolle på et område, hvor ledelse af projekter og faglig udvikling er i fokus? Så er det måske dig, vi søger som ny områdechef for Mindre Anlæg.

I Vejdirektoratet arbejder vi hver dag for at skabe sammenhæng for de mange trafikanter, der benytter de danske statsveje. Det kræver dygtige medarbejdere, der kan balancere mobilitet, miljø og trafiksikkerhed.

Vi søger en teknisk funderet områdechef for Mindre Anlæg, som har til opgave at lede og projektstyre Vejdirektoratets mindre anlægsprojekter i hele Danmark. Med Infrastrukturplan 2035 har vi f.eks. taget fat på en lang række projekter vedrørende cykelstier, støjskærme og forskellige ombygninger på vejnettet. Projekterne omfatter mere end 100 igangværende projekter og har en årlig omsætning på mere end ½ mia. kr.

Medarbejderne i Mindre Anlæg arbejder med forskellige aspekter af projektstyring – enten som projektledere eller projektassistenter.

Dine opgaver og medarbejderne

Projektlederne har deres egen portefølje af projekter og refererer direkte til dig, mens projektassistenterne udgør et særskilt team med én teamleder, der refererer til dig. Medarbejderne er placeret på Vejdirektoratets tjenestesteder i Hedehusene, Middelfart og i Skanderborg.

Dine primære opgaver vil bl.a. være:

  • Personaleledelse: Du vil være personaleleder for projektlederne i Mindre Anlæg og for teamlederen for projektassistenterne. Der er tale om en meget selvledende gruppe, og det er din opgave at motivere og udvikle samt give dem sparring i forhold til ledelse og styring.

  • Projektstyring: Du er projektejer og har økonomisk og fagligt ansvar for de enkelte projekter og for den samlede portefølje af projekter.

  • Indgå i divisionens ledelse: Mindre Anlæg indgår i Vejdirektoratets Anlægsdivision og som områdechef refererer du til Anlægsdirektøren og indgår i divisionens ledelse. I divisionen indgår også området Større Anlæg, som står for en række større anlægsprojekter samt Analyseteamet, som bl.a. udarbejder projektoverslag og økonomiske analyser.

  • Samarbejde tæt med enheder: Vejdirektoratet er en matrixorganisation, og dit område har et tæt samarbejde med de enheder, som bemander anlægsprojekterne med vejfaglige specialister. Tværgående samarbejde og afklaring af grænseflader er derfor også en stor del af jobbet.

Din profil

Der kan være flere indgange til jobbet, men det forventes, at du har en relevant teknisk og akademisk baggrund (f.eks. som ingeniør).

Vi ser gerne at du:

  • har indgående viden og solid erfaring med projektstyring af anlægsaktiviteter enten som entreprenør, rådgiver eller som bygherre

  • lykkes med at få kvalitet og lønsomhed til at gå op i en højere enhed

  • er en proaktiv, imødekommende og effektiv leder

  • kan kommunikere på alle niveauer såvel internt som eksternt

Det er en fordel, hvis du som en del af din erfaring med projektstyringen, har kendskab til statslig økonomistyring, men uanset baggrund sørger vi for at give dig en god og grundig introduktion til arbejdsopgaverne.

Om os

Vejdirektoratet har ansvaret for at planlægge, anlægge og drive statsvejnettet, som består af motorveje, hovedlandeveje og mange af landets broer – i alt cirka 3.800 km vej. Som arbejdsplads dækker Vejdirektoratet hele landet. Vejdirektoratet beskæftiger omkring 975 medarbejdere og Vejdirektoratets årlige drifts- og anlægsbudget er på 4-5 mia. kr.

Du bliver Områdechef for Mindre Anlæg, der består af ca. 28 dygtige og dedikerede medarbejdere. Vi har en hjertelig og uformel omgangstone, et højt engagement og en løsningsorienteret tilgang til opgaverne.

Dine løn- og ansættelsesvilkår

Løn og ansættelsesvilkår sker efter Rammeaftale for kontraktansættelse af chefer i staten i løngruppe 1 (svarende til lønramme 37). Ansættelse sker på åremålsvilkår. Afhængigt af kvalifikationer og erfaring er der mulighed for at forhandle tillæg.

Det er en forudsætning for ansættelsen, at du kan sikkerhedsgodkendes og efterfølgende kan opretholde sikkerhedsgodkendelsen i hele din ansættelsesperiode.

Du bliver en del af en organisation, hvor fleksibilitet, kompetenceudvikling og arbejdsliv i balance står højt på dagsordenen. Der vil være mulighed for ugentlige hjemmearbejdsdage.  

Dit ansættelsesområde vil være Transportministeriet med de til enhver tid tilhørende institutioner. Der er mulighed for at dit tjenestested er Vejdirektoratet enten på adressen Guldalderen 12, 2640 Hedehusene (Fløng), eller på adressen Teglgårdsparken 102, 5500 Middelfart, eller på adressen Thomas Helsteds Vej 22, 8660 Skanderborg, alt efter dine ønsker.

Da både medarbejdere og projektportefølje i Mindre Anlæg er placeret flere forskellige steder i landet, skal du forvente en del rejseaktivitet.

Læs mere

Vil du vide mere om Vejdirektoratet, og hvad det vil sige at arbejde hos os kan du læse mere om vores opgaver og medarbejdere på www.vejdirektoratet.dk.

Har du spørgsmål til stillingen er du velkommen til at kontakte Anlægsdirektør Erik Stoklund Larsen på telefon 2122 4496 eller esl@vd.dk

Er du interesseret?

Send din ansøgning senest søndag d. 23. november. Vi forventer at afholde de første samtaler i uge 48.

Der vil medvirke et stillingsudvalg af både ledelses- og medarbejderrepræsentanter til samtalen, og der kan indgå test i rekrutteringsprocessen. Går du videre fra de indledende samtaler, kan der blive indhentet referencer fra tidligere arbejdsgiver.

Søg stillingen ved at trykke på linket ”Søg stillingen” eller via vores hjemmeside www.vejdirektoratet.dk. Vedhæft ansøgning, cv, eksamenspapirer og andre relevante dokumenter.

Vi tror på, at et inkluderende og mangfoldigt arbejdsmiljø styrker fællesskabet og den måde, vi løser opgaverne på. Vi prioriterer en medarbejdersammensætning, der afspejler samfundet og giver lige muligheder for alle. Derfor opfordrer vi alle kvalificerede til at søge stillinger uanset alder, køn, seksuel orientering, religion, politisk anskuelse, handicap, politisk anskuelse eller etnisk tilhørsforhold.

Indrykket:27/10/2025

Ansøgningsfrist: 23/11/2025

almost-expired-job-icon favourite-job-icon
Gem
Se job
Valgt stilling