WorkWithUs
close-button
Trafikstyrelsen
Følg +

Om Trafikstyrelsen

Ledige stillinger

Se alle åbne stillinger hos Datatilsynet

Antal ledige jobs
5

Trafikstyrelsen

Luftfart 3 søger teamleder til Team Tværs til koordinering af international interessevaretagelse og udviklingsopgaver i luftfartsenhederne

København

Hvis du elsker at bidrage til forandringer, der skaber effektiv opgaveløsning i lyset af nye regler eller organisatoriske behov, så vil du elske at være teamleder i Tværs.


Hvem er vi
Team Tværs varetager en række opgaver i relation til koordinering af regeludvikling og regelimplementering i regi af EASA og ICAO samt en række opgaver med at udvikle værktøjer til brug for de faglige enheders opgaveløsning i relation til regelarbejde, sagsbehandling, tilsyn mv. Vi er 3 jurister og 5 generalist AC’er, og er et relativt erfaringstungt team.


Din rolle som teamleder
Ledelsesopgaven for teamlederen er nærværende personaleledelse for medarbejderne i teamet, hvor alle får let adgang til direkte sparring omkring prioritering og rammesætning af arbejdsopgaverne. Teamlederen skal kunne drible med mange udviklingsopgaver og koordinere tæt med kontorchefen. Teamlederen skal desuden være garant for et godt samarbejde i teamet, der sikrer opgavernes kvalitet og fremdrift.

Vores nye teamleder i Tværs skal også være interesseret i at komme helt tæt på andres fagligheder og kunne navigere i en omskiftelig hverdag med hastende bestillinger, koordinering af vanskelige sager og være bindeled til departementet i luftfartsfaglige bestillinger. Teamlederen har derudover ansvaret for luftfartsområdernes tværgående proceduresystem og egenkontrol. Teamlederen skal derigennem sikre, at der etableres og vedligeholdes driftsprocedurer i teamet og øvrige enheder samt sikre opfølgning på implementering af reguleringsmæssige krav fra EASA, ICAO og Trafikstyrelsen.

Ledelsesopgaven har en bred kontaktflade til særligt øvrige teamlederkolleger og kontorchefer i luftfartsenhederne, og til faglige koordinatorer, medlemmer af internationale fora mv. Du skal derfor kunne navigere sikkert mellem de forskellige fagligheder og interessenter.


Som teamleder skal du bl.a. arbejde med følgende opgaver

  • Personaleledelse af medarbejderne i Tværs
  • Digitalisering, automatisering og effektiv systemunderstøttelse af Tværs’ opgaver
  • Tværgående procedurer for luftfartsafdelingen og i Tværs om faglige/lovgivningsmæssige emner, koordineringsaktiviteter, mødeforberedelse mv.
  • Koordinere og implementere tværgående udviklingsprojekter i luftfart
  • Faglig sparring i regelarbejdet nationalt og internationalt
  • Faglig sparring i bestillinger, løsning af komplekse juridiske sager mv.
Vores nye teamleder skal desuden udøve helhedsorienteret opgaveløsning og være en sikker hånd på at strukturere og gennemføre de mange opgaver i en tilpas kvalitet i den relevante rækkefølge.


Vi søger en leder, der

  • Har erfaring med ledelse af forandrings- og udviklingsprojekter
  • Har erfaring med regelarbejde i EU og departementsbetjening
  • Har gode formidlingskompetencer i såvel skrift som tale
  • Brænder for at organisere komplekse opgaver så medarbejderes kompetencer bringes i spil på en god måde
  • Har fokus på at videreudvikle Tværs’ rolle som en proaktiv og understøttende funktion set fra et såvel internt som eksternt brugerperspektiv
  • Har udviklingsmæssige og administrative kompetencer
  • Har lyst til at løse komplicerede opgaver i samarbejde med sine teamlederkolleger, sin kontorchef og øvrige kontorchefer og vicedirektør i luftfartsafdelingen
  • Har lyst til at løse og deltage i komplicerede opgaver i en tværfaglig ramme inden for alle luftfartskontorerne i Trafikstyrelsen
  • Er tillidsskabende og samarbejdsorienteret

Løn og ansættelsesforhold
Stillingen er en fastansættelse på 37 timer om ugen. Ansættelsen sker efter gældende overenskomst mellem relevant faglig organisation og Finansministeriet med mulighed for forhandling af tillæg efter kvalifikationer.

Ved ansættelse på AC-overenskomst forventes stillingen besat som chefkonsulent med personaleledelse evt. med et mindre tillæg afhængigt af kvalifikationer.


Lyst til at vide mere?
For mere information om stillingen kan du kontakte Kontorchef Doris Tranberg Jørgensen personligt eller på tlf.: 41780408. For spørgsmål vedr. personaleforhold kan du kontakte HR-partner Bénédicte Neuvecelle på mail bltn@trafikstyrelsen.dk.


Vil du være en del af Trafikstyrelsen?
Så søg stillingen nu! Send din ansøgning og dit CV via styrelsens ansøgningsportal senest den 16. august 2026.

Som led i rekrutteringsforløbet vil der forekomme test og case. Ansættelsessamtaler forventes afholdt i uge 34 og 35.

Forventet ansættelsestidspunkt er den 1. oktober 2026 eller snarest herefter.

Indrykket:06/07/2026

Ansøgningsfrist: 16/08/2026

almost-expired-job-icon favourite-job-icon
Gem
Se job

Trafikstyrelsen

Trafikstyrelsen leder efter dig, der gerne vil arbejde med sagsbehandling af helbredsgodkendelser på baneområdet

København

Er du ansvarsfuld og detaljeorienteret? Og har du lyst til at prøve kræfter med sagsbehandling på helbredsområdet for jernbane, metro og letbanepersonale? Så er du måske den nye medarbejder vi søger til en 2-årig stilling i Trafikstyrelsen!


Om jobbet
Vi søger en kollega, som skal indgå i den faste gruppe af sagsbehandlere, der varetager administrativ sagsbehandling i forbindelse med helbredsgodkendelser på baneområdet.

Som administrativ medarbejder skal du sammen med dine kolleger journalisere og behandle ansøgninger om helbredsgodkendelser samt besvare henvendelser fra borgere og virksomheder.

Arbejdet sker i tæt samarbejde med vores fagkontor, der består af 2 læger og 3 jurister.



Vi bliver glade hvis du:

  • har en administrativ uddannelse eller erfaring enten fra det private eller offentlige
  • har gode it-kundskaber og er hurtig til at sætte dig ind i nye systemer
  • har kendskab til ESDH-systemet Workzone
  • er produktiv og kan behandle mange sager uden at gå på kompromis med kvaliteten
  • trives med mange ”rutineopgaver”, men ikke er bleg for at tage imod nye
  • er god til hurtigt at danne dig overblik over og planlægge din hverdag og opgaver
  • nyder en effektiv hverdag, hvor du kan se resultaterne af din indsats
  • er udadvendt, initiativrig og kan tage et selvstændigt ansvar


Vi tilbyder

  • faglig sparring og udvikling i et team, hvor vi både har ambitioner og værdsætter det gode kollegaskab
  • mulighed for at præge og forbedre vores sagsbehandlingsprocesser
  • et job, hvor du får mulighed for at bruge dine faglige og personlige kompetencer
  • et varieret og udfordrende job, som kræver høj faglig kvalitet, overblik og sans for detaljen
  • fleksible arbejdstider, der rummer plads til fritid og familieliv


Hvad kan du forvente af dine kommende kolleger?

Du vil blive del af et team der består af 14 kontorfunktionærer, en specialkonsulent, 2 elever og en teamleder.

Teamet arbejder med mange forskellige og spændende opgaver bl.a. klagesager på flypassagerrettighedsområdet, sikkerhedsgodkendelser, forsikringer og security-certificeringer. I det daglige arbejde med helbredsgodkendelser vil du indgå i en fast gruppe med to andre dygtige og rutinerede kollegaer der har stor erfaring med området.

Vi har en uformel omgangstone og kan lide et godt grin. Du får engagerede kolleger, som tager ansvar og hjælper hinanden.

Selvom vi har en spændende og til tider udfordrende hverdag, prioriterer vi at bibeholde et godt arbejdsmiljø, der også rummer plads til fritid og familieliv.



Det får du hos os

Når vi siger, at vi er en fleksibel arbejdsplads, hvor det er vigtigt, at vores medarbejdere oplever balance mellem arbejdstid og fritid – så mener vi det altså.

Vores fikstid er kl. 9-14 (kl. 10-14 om mandagen). Det er her, vi forventer, at du er tilgængelig og arbejder.

Hvis du arbejder mere end dine 37 timer, så opsparer du fleks. Den kan du afvikle enten ved hele eller halve fleks-dage eller f.eks. ved kortere arbejdsdage i en periode.

Generelt har du god mulighed for selv at planlægge og administrere din arbejdsdag. Du kan arbejde hjemme i 2 dage om ugen, hvis dine opgaver tillader det.



Løn og ansættelsesforhold

Der er tale om en midlertidig stilling på 2 år på 37 timer om ugen.

Stillingen er med start hurtigst muligt. Løn og ansættelse sker efter gældende HK-overenskomst.



Yderligere information

Har du spørgsmål til ansættelsesforhold eller rekrutteringsprocessen er du velkommen til at kontakte HR partner Laura Dalsgaard Hansen på mail: lauha@trafikstyrelsen.dk


Ansøgning
Send din ansøgning, CV og eksamensbevis senest 31. juli kl. 23.59. Der forventes at afholdes ansættelsessamtaler i uge 32 og 33.

Du kan læse mere om Trafikstyrelsen på www.trafikstyrelsen.dk.

Indrykket:06/07/2026

Ansøgningsfrist: 31/07/2026

almost-expired-job-icon favourite-job-icon
Gem
Se job

Trafikstyrelsen

Bliv teamleder med fokus på nærværende personaleledelse, drift og tværfagligt samarbejde

København

Brænder du for ledelse, drift og samarbejde, og motiveres du af at få et område med mange forskellige opgaver til at fungere godt i praksis? Så er du måske den teamleder, vi har brug for!

Du bliver leder for vores administrative team ”Klager & sager” i Trafikstyrelsen og får ansvar for at sikre, at driften fungerer, opgaverne hænger sammen, og at der er kvalitet, retning og fremdrift i den daglige drift. Du kommer til at stå i spidsen for et team med dygtige og engagerede medarbejdere og refererer direkte til kontorchefen.

Det er en stilling for dig, der har lyst til at arbejde med nærværende personaleledelse, effektivisering og optimering af sagsgange, skabe overblik og retning og sikre, at et område med mange forskellige opgaver fungerer godt hver dag.



Hvem er vi

Team Klager & sager udgør sammen med to andre teams ét af styrelsens fire luftfartskontorer, Luftfart 4. Kontoret har en bredspektret opgaveportefølje knyttet til bl.a. passagerrettigheder, regulering af og tilsyn med postvirksomheder, klagesager på kørekortsområdet, helbredssager, styrelsens kompetencecenter for WorkZone, samt diverse administrative opgaver for andre områder i styrelsen.

Teamet består af 14 kontorfunktionærer, en specialkonsulent samt to elever og vi spænder bredt i alder og erfaring. Vi har det godt sammen i hverdagen, spiser frokost sammen og vender gerne stort og småt.

Selvom vi har en spændende og til tider udfordrende hverdag, prioriterer vi at bibeholde et godt arbejdsmiljø, der også rummer plads til fritid og familieliv.



Om Klager & sager
Teamet varetager administrative opgaver inden for bl.a. sikkerhedsgodkendelser, helbredsgodkendelser på baneområdet, security certificeringer samt sagsbehandling af klager på flypassagerrettighedsområdet. Udover dette består teamet også af styrelsens ESDH kompetencecenter.

Teamet arbejder tæt sammen med flere fagkontorer i styrelsen, som sætter den faglige retning for opgaverne.

Som teamleder vil du have personaleansvaret for medarbejderne i teamet. Du vil samtidig have ansvaret for at sikre den daglige drift. Det er vigtigt, at du trives med at skabe rammer for god og effektiv sagsbehandling, og at du motiveres af nærværende personaleledelse og at du, i tæt samarbejde med de forskellige fagkontorer, kan sætte retningen for dine medarbejder. Herudover har du stærke samarbejdsevner og kan skabe gode rammer for opgaveløsningen.

På området vedrørende passagerrettigheder står teamet overfor en stor og kompliceret opgave med nytænkning og effektivisering af sagsbehandlingen bl.a. ved indførelse af automatiseringer vha. styrelsen sagsbehandlingssystem WorkZone og anvendelse af AI. Dette arbejde foregår i tæt samarbejde med et andet team i kontoret. Det er derfor afgørende, at du interesserer dig for ledelse af forandringer.



Hvordan lykkes du i rollen?

For at lykkes i rollen, skal du være passioneret og engageret omkring nærværende personaleledelse. Dette indebærer blandt andet, at du kan udvikle og skabe gode rammer for dem, som du er leder for. Du skal være kendetegnet ved at lytte til dine medarbejdere, sætte retning for dem og ikke mindst både udfordre og understøtte deres kompetencer på afbalanceret vis. Grundet teamets tværgående samarbejde, er det vigtigt, at du kan prioritere dette og har forståelse for dets kompleksitet.

Det er desuden vigtigt, at du har et godt overblik, analytiske evner og forståelse for de helhedsorienterede aspekter i opgaveløsningen, ligesom du skal have en god organisatorisk forståelse og kunne sikre videndeling og koordinering.

Endelig er det vigtigt, at du er nytænkende og motiveres af at arbejde med procesoptimering og effektivisering af arbejdsgange.



Vi forestiller os desuden, at du

  • har flair for og motiveres af arbejdet med driftsledelse, opfølgning og afrapportering
  • har lyst til og gerne erfaring med at drive forandringer
  • har erfaring med sagsbehandling, forvaltningsret og forståelse for juridiske problemstillinger
  • er en stærk kommunikator, som kan formidle komplekse sammenhænge, så det kan forstås – på både dansk og engelsk
  • har erfaring inden for IT-baserede journal- og sagsbehandlingssystemer – gerne WorkZone
  • har fokus på god borgerbetjening og erfaring med borgerkontakt både telefonisk og skriftligt
Det vil være en fordel, hvis du har kendskab til arbejdet i en politisk styret organisation og de forvaltningsmæssige spilleregler.

Du kan enten have en administrativ baggrund med ledelseserfaring - gerne med erfaring indenfor driftsledelse og effektiviseringer, eller have en akademisk baggrund og være tidligt i din lederkarriere.



Vi tilbyder

Et varieret og udfordrende job, hvor du gennem ansvar får mulighed for at udvikle dig som leder, herunder

  • at blive stærk eller endnu stærkere på både personale- og driftsledelse
  • at bruge og udvikle dine faglige og personlige kompetencer
  • at styrke dine kompetencer indenfor optimering og effektivisering af sagsprocesser
  • at lede områder, der har stærkt borgernært fokus
Når vi siger, at vi er en fleksibel arbejdsplads, hvor det er vigtigt, at vores medarbejdere oplever balance mellem arbejdstid og fritid – så mener vi det.

Vores fikstid er kl. 9-14 (kl. 10-14 om mandagen). Det er her, vi forventer, at du er tilgængelig og arbejder.

Hvis du arbejder mere end dine 37 timer, så opsparer du fleks. Den kan du afvikle enten ved hele eller halve fleksdage eller for eksempel ved kortere arbejdsdage i en periode.

Generelt har du god mulighed for selv at planlægge og administrere din arbejdsdag.

Vi er en arbejdsplads, der rummer alt fra småbørnsforældre til medarbejdere, der er i karrierens efterår. Derfor giver vi dig mulighed for tilpassede arbejdstider, orlov, flexjob, plustid og nedsat tid, hvis det er det, du har brug for.



Løn og ansættelsesforhold
Vi forestiller os, at du starter hos os den 1. oktober 2026. Ansættelsen sker efter gældende overenskomst mellem den relevante faglige organisation og Finansministeriet. Lønmæssig indplacering sker på baggrund af erfaring og kompetencer.

Det er en forudsætning for din ansættelse, at du kan sikkerhedsgodkendes til niveau FORTROLIGT og opretholde sikkerhedsgodkendelsen.



Har du lyst til at vide mere

Du kan få mere at vide om stillingen hos kontorchef Line Elikofer på tlf. 41780400. For spørgsmål vedrørende ansættelsesforhold kan du kontakte HR Partner Laura Dalsgaard Hansen på lauha@trafikstyrelsen.dk.



Ansøgning
Hvis dette lyder som noget for dig, så send dit CV og eksamensbeviser via vores ansøgningsportal senest den 9. august 2026.

Der skal forventes test og case i forbindelse med ansættelsesforløbet.



Indrykket:15/07/2026

Ansøgningsfrist: 09/08/2026

almost-expired-job-icon favourite-job-icon
Gem
Se job

Trafikstyrelsen

Studentermedhjælper til Trafikstyrelsens Kontor for Bane

København

Har du lyst til at prøve kræfter med jernbanesikkerhed, teknisk sagsbehandling og offentlig forvaltning – uden at vi forventer, at du kan det hele på forhånd?

Så er det måske dig, vi mangler som studentermedhjælper til Kontor for Bane.



Om stillingen

I Team Infrastruktur og Rullende Materiel søger vi en studentermedhjælper, der har lyst til at lære jernbaneområdet at kende indefra. Du får et studiejob i en statslig styrelse, hvor du kan bruge din faglighed fra studiet og samtidig få praktisk erfaring med myndighedsarbejde, sagsbehandling og samarbejde med aktører på jernbanen.

Stillingen kan passe til flere typer studerende, og vi forventer at tilpasse opgaverne afhængigt af din profil. Måske har du en teknisk profil fra DTU. Måske er du mere optaget af forvaltning, politik eller regulering. Det afgørende er, at du er nysgerrig, grundig og har lyst til at arbejde med et område, hvor teknik, jura og samfundshensyn mødes.

Du behøver ikke kende jernbanen i forvejen. Vi sørger for, at du får en god introduktion, og du vil løbende få sparring fra erfarne kollegaer. Til gengæld skal du have lyst til at sætte dig ind i nyt stof, stille spørgsmål, sætte dine kompetencer i spil og bidrage til at teamet får løst deres opgaver.

Som studentermedhjælper vil du blandt andet kunne hjælpe med:

  • Understøttelse af sagsbehandling i forbindelse med godkendelser, tilladelser og teknisk dokumentation.
  • Projektledelse af megaprojekter på jernbanen.
  • Forberedelse, koordinering og opfølgning på møder.
  • Bidrag til vejledninger, hjemmesidetekster og andet skriftligt materiale.
  • Udviklingsopgaver, fx forbedring af arbejdsgange, skabeloner og interne processer.
  • Diverse ad hoc-opgaver i kontoret.
Du får mulighed for at komme tæt på sagerne i kontoret og bidrage til det arbejde, der er nødvendigt for at kontoret kan komme i mål med at udstede godkendelser på jernbanen.



Om os

Kontor for Bane er Trafikstyrelsens jernbanesikkerhedsmyndighed. Vores arbejde handler om at sikre en høj sikkerhed på jernbanen i Danmark.

Vi arbejder blandt andet med:

  • At fastsætte regler for jernbanen i samarbejde med branchen og europæiske partnere.
  • At vejlede virksomheder, der bygger, opgraderer og driver jernbanen.
  • At godkende projekter, infrastruktur, køretøjer og virksomheder.
  • At føre tilsyn med jernbanesikkerheden.
  • At bidrage fagligt til politiske beslutninger om jernbanen.
  • At repræsentere Danmark som sikkerhedsmyndighed på jernbaneområdet i blandt andet EU og FN.
Du bliver en del af et kontor med mange forskellige fagligheder. Nogle kollegaer arbejder med infrastruktur, andre med tilsyn, jura eller godkendelse af tog. Fælles for os er, at vi arbejder i krydsfeltet mellem teknik, regler og praksis.

Vi har et stærkt fagligt miljø, hvor sparring og videndeling er en naturlig del af hverdagen. Vi forventer, at du har lyst til at lære, tage ansvar for dine opgaver og være en del af fællesskabet.

Og nej – du behøver ikke være tognørd, når du starter. Men du skal nok få et mere kvalificeret forhold til jernbanen, end de fleste af dine medstuderende.



Hvem er du?

Vi forestiller os, at du:

  • Er i gang med en relevant videregående uddannelse og gerne er minimum på dit andet studieår.
  • Har lyst til at bruge dit studie i praksis i en offentlig myndighed.
  • Kan arbejde struktureret og skabe overblik i informationer, dokumenter og processer.
  • Er grundig og har blik for detaljer.
  • Kan formulere dig klart på dansk og engelsk.
  • Har mod på at sætte dig ind i komplekse emner, selvom de er nye for dig.
  • Trives med både selvstændige opgaver og samarbejde med andre.
Det er en fordel, hvis du har teknisk forståelse, erfaring med skriftlig formidling eller kendskab til offentlig forvaltning. Men det er ikke et krav. Vi er mere optaget af, at du har den rette indstilling og lyst til at udvikle dig i jobbet. Ønsker du at understøtte os i sagsbehandlingen er det dog en forudsætning, at du har en teknisk baggrund.



Vi tilbyder

Som studentermedhjælper hos os får du:

  • Et relevant studiejob med reelle faglige opgaver.
  • Erfaring fra en statslig styrelse og indblik i, hvordan en myndighed arbejder.
  • Mulighed for at koble dit studie med praktiske problemstillinger.
  • Opgaver tæt på jernbanesikkerhed, teknisk regulering og samfundskritisk infrastruktur.
  • Sparring fra erfarne kollegaer med forskellige faglige baggrunde.
  • En fleksibel arbejdsuge, der kan tilpasses dit studie og dine eksamensperioder.
  • Mulighed for gradvist at få mere ansvar, efterhånden som du lærer området at kende.
Vi ser studentermedhjælpere som en del af kontoret – ikke som nogen, der blot løser småopgaver ved siden af. Du får naturligvis opgaver, der passer til dit niveau og din tid, men vi vil gerne give dig indsigt, ansvar og mulighed for at udvikle dig.



Løn og ansættelsesvilkår

Løn og ansættelse sker efter gældende overenskomst.

Stillingen er på ca. 15 timer om ugen, dog med mulighed for flere timer, hvis du ønsker det. Vi forventer opstart pr. 15. september 2026 eller snarest muligt derefter. Vi forventer en nogenlunde jævn arbejdsindsats over året, men med fleksibilitet i eksamensperioder.

Arbejdsstedet er Trafikstyrelsen, Carsten Niebuhrs Gade 43, 1577 København V.



Lyst til at vide mere?

Du er velkommen til at kontakte teamkoordinator Kristoffer Andersen på +45 41 78 02 51, hvis du vil høre mere om stillingen.

For spørgsmål om ansættelsesvilkår eller Trafikstyrelsen som arbejdsplads kan du kontakte HR-partner Sunniva Isaksen på e-mail: suisa@trafikstyrelsen.dk.



Vil du være en del af Trafikstyrelsen?

Så send din ansøgning senest den 21. august 2026.

Vi forventer at afholde samtaler uge 34 og uge 35, på Trafikstyrelsens adresse, Carsten Niebuhrs Gade 43, 1577 København V.

Stillingen er til besættelse pr. 15. september 2026 eller snarest muligt derefter.

Indrykket:16/07/2026

Ansøgningsfrist: 21/08/2026

almost-expired-job-icon favourite-job-icon
Gem
Se job

Trafikstyrelsen

Vil du sætte din luftfartsfaglighed i spil som fagkoordinator i Trafikstyrelsen?

København

Vær med til at skabe sammenhæng, kvalitet og fælles retning i arbejdet med sikker og effektiv lufttrafik i Danmark, Færøerne og Grønland.

Som fagkoordinator i ATM/ANS-teamet får du en central rolle i den faglige koordinering af vores tilsyn, godkendelser og regulering. Du kommer tæt på både de tekniske og operationelle dele af luftfarten og får mulighed for at bruge din faglighed på tværs af områder som FPD, CNS, AIM/AIS og luftfartsdata.

Du skal ikke være specialist i det hele fra første dag. Det vigtigste er, at du har en solid luftfartsfaglig forståelse og lyst til at skabe overblik, kvalificere komplekse vurderinger og understøtte dine kolleger i at finde gode og ensartede løsninger.

Sammen med teamlederen, den anden fagkoordinator og teamets faginspektører er du med til at udvikle området og skabe de bedste rammer for en sikker, effektiv og velfungerende lufttrafik.



Klar til at møde dit nye team?

I Trafikstyrelsens afdeling for luftfart har ATM/ANS-teamet ansvaret for rammerne for lufttrafiktjenester og luftfartssikkerhed i Danmark, Færøerne og Grønland. Vi arbejder med regulering, tilsyn og udvikling – altid med fokus på at skabe de bedst mulige betingelser for en sikker, effektiv og velfungerende lufttrafik.

Som vores nye kollega bliver du en del af et tværfagligt team med bl.a. faginspektører, generalister, piloter, flyveledere og meteorolog. Fælles for os er en høj faglighed, et stærkt samarbejde og en ambition om at gøre en forskel for luftfarten. Vi hjælper hinanden, deler viden og løser komplekse opgaver i fællesskab.

Den faglige koordinering varetages i tæt samspil mellem teamlederen, de to fagkoordinatorer og teamets faginspektører, så faginspektørernes vurderinger understøttes af fælles overblik, sammenhæng og ensartet praksis på tværs af teamets fagområder.



Sådan bliver din hverdag hos os

Som fagkoordinator vil din hverdag bestå af en blanding af faglig sparring, koordinering, kvalitetssikring og konkrete myndighedsopgaver. Du er med til at skabe overblik over teamets opgaver og sikre, at arbejdet udføres ensartet og i overensstemmelse med gældende national og europæisk regulering.

Du får en praktisk og fagligt forankret rolle, hvor du både arbejder med koordinering og selv bidrager til at afklare faglige problemstillinger og kvalificere komplekse sager. I tæt samarbejde med teamlederen, den anden fagkoordinator og teamets faginspektører er du med til at prioritere opgaver, sikre fremdrift og understøtte en fælles retning i opgaveløsningen.

Nogle af dine vigtigste opgaver bliver at:

  • koordinere og skabe overblik over teamets opgaver inden for ATM/ANS-området
  • fungere som faglig sparringspartner for faginspektørerne og bidrage til kvalitetssikring af komplekse sager
  • understøtte en ensartet og risikobaseret praksis i forbindelse med tilsyn, godkendelser og regulering
  • bidrage til prioritering, fremdrift og udvikling af teamets opgaver og arbejdsformer
  • samarbejde med luftfartsbranchen, andre myndigheder og internationale samarbejdspartnere


Vores forventninger til dig

Vi forestiller os, at du har relevant erfaring fra luftfartsområdet – enten gennem erhvervserfaring fra sektoren eller gennem en relevant akademisk uddannelse kombineret med praktisk kendskab til luftfartsområdet.

Det er en fordel, hvis du har kendskab til eller erfaring med et eller flere områder som FPD, CNS, AIM/AIS eller luftfartsdata.

Det afgørende er, at du har en teknisk eller operationel forståelse, der gør dig i stand til at følge faglige problemstillinger og indgå i sparring med teamets faginspektører.

Derudover ser vi gerne, at du:

  • Trives i en rolle, hvor faglighed, ansvar, samarbejde og sparring er afgørende
  • Kan omsætte kompleks faglig viden til klare og velbegrundede vurderinger
  • Har erfaring med at koordinere faglige opgaver og skabe overblik i komplekse processer
  • Kommunikerer klart og kan formidle komplekse problemstillinger på en letforståelig måde – både mundtligt og skriftligt
Vi forventer ikke, at du kan det hele fra første dag. Det vigtigste er, at du har relevant luftfartsfaglig erfaring, lyst til at tage ansvar og evne til at bidrage til fælles retning, kvalitet og sammenhæng i teamets opgaveløsning.



Det får du hos os

Når vi siger, at vi er en fleksibel arbejdsplads, hvor det er vigtigt, at vores medarbejdere oplever balance mellem arbejdstid og fritid – så mener vi det altså.

Vores fikstid er kl. 9-14 og kl. 10-14 om mandagen. Det er her, vi forventer, at du som udgangspunkt er tilgængelig og arbejder, men det betyder ikke, at du kun arbejder i dette tidsrum. Uden for fikstiden har du mulighed for selv at planlægge resten af din arbejdsdag fleksibelt, så længe det passer med opgaver og møder.

Hvis du arbejder mere end dine 37 timer, opsparer du fleks. Den kan du afvikle enten ved hele eller halve fleksdage eller ved kortere arbejdsdage i en periode. Generelt har du god mulighed for selv at planlægge og administrere din arbejdsdag – både når du er på kontoret, og når du er på tilsyn. Du kan desuden arbejde hjemme op til to dage om ugen, hvis dine opgaver tillader det.

Vi er en arbejdsplads med medarbejdere i forskellige livsfaser og med forskellige behov gennem arbejdslivet. Derfor giver vi dig mulighed for tilpassede arbejdstider, orlov, flexjob, plustid og nedsat tid, hvis det er det, du har brug for.

Løn og ansættelsesforhold

Stillingen er på 37 timer om ugen. Du ansættes efter den overenskomst, der er relevant for din uddannelsesmæssige og faglige baggrund. Det forventes at være efter CO10-overenskomsten for visse specialister og ledere på Transportministeriets område eller efter overenskomsten for akademikere i staten.

Din løn og indplacering fastsættes på baggrund af dine erfaringer og kvalifikationer. Ud over basislønnen kommer pension efter den relevante overenskomst samt mulighed for forhandling af lokale tillæg.

Det er en forudsætning for din ansættelse, at du kan sikkerhedsgodkendes til niveau FORTROLIGT og opretholde sikkerhedsgodkendelsen.



Lyst til at vide mere?

Så kontakt konstitueret teamleder Gert Borchert på telefon +45 41780234. Ved spørgsmål om ansættelsesforhold kan du kontakte vores HR-partner Bénédicte Lotte Thue Neuvecelle på mail bltn@trafikstyrelsen.dk.



Vil du være en del af Trafikstyrelsen?

Så søg stillingen nu og senest d. 16. august ved at trykke på ”Ansøg nu”. Der kan forekomme test og case i rekrutteringsforløbet. Samtaler forventes afholdt i uge 36 og 37.



Trafikstyrelsen ønsker en medarbejdersammensætning, der afspejler det omgivende samfund. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset alder, køn, etnicitet eller religion till at søge.



Stillingen er til besættelse pr. 1. november 2026 eller snarest muligt derefter.

Indrykket:22/07/2026

Ansøgningsfrist: 16/08/2026

almost-expired-job-icon favourite-job-icon
Gem
Se job
Valgt stilling