WorkWithUs
close-button
Rigsadvokaten
Følg +

Om Rigsadvokaten

Ledige stillinger

Se alle åbne stillinger hos Datatilsynet

Antal ledige jobs
3

Rigsadvokaten

Chefanklager til anklagemyndigheden ved Sydsjælland og Lolland Falsters Politi

Næstved

Rigsadvokaten søger på vegne af Justitsministeriet en chefanklager til Sydsjælland og Lolland Falsters Politi.

Stillingen ønskes besat senest pr. 15. september 2026.

Chefanklager
Chefanklageren er leder af den lokale anklagemyndighed i politikredsen og vil få 3 advokaturchefer samt en kontorleder under sig.

Under politidirektørens overordnede ledelse og i et tæt samspil med politiet har chefanklageren ansvaret for, at straffesagerne behandles på et højt fagligt niveau, med den fornødne hurtighed og i et godt og effektivt samspil med politikredsens byretter. Chefanklageren har desuden ansvaret for, at straffesagerne prioriteres i overensstemmelse med de krav, som fastsættes af politidirektøren på baggrund af bl.a. nationale resultatkrav. Chefanklageren er endvidere ansvarlig for legalitetskontrollen i hele politikredsen. Chefanklageren har desuden en vigtig rolle i samarbejdet og samspillet mellem anklagemyndigheden, stab og politisøjle.

Chefanklageren har en central rolle i det tværgående og strategiske samarbejde om udvikling af straffesagsbehandlingen, herunder kvalitets- og tilsynsarbejdet, både internt i den lokale politikreds og på tværs af politikredsene blandt andet sammen med de øvrige chefanklagere, statsadvokaterne og Rigsadvokaten i Anklagemyndighedens Ledelsesforum. Samtidig har chefanklageren en central rolle ift. kredsens eksterne interessenter og samarbejdsparter.

Kvalifikationer
Chefanklageren skal være en velkvalificeret jurist (cand.jur.), der gennem arbejde i anklagemyndigheden eller på anden måde har tilegnet sig en stærk faglig ballast til at kunne lede en lokal anklagemyndighed. Chefanklageren skal besidde en høj faglig integritet med fokus på kvalitet og legalitet samt have solid erfaring med driftsledelse. Chefanklageren skal herudover være en stærk, engageret og synlig leder med gode strategiske og analytiske evner, udtalte samarbejdsevner, god organisationsforståelse og gode kommunikationsevner.

Chefanklageren skal kunne beherske ledelse gennem ledere i en stærkt fagligt forankret kultur og skal samtidig stå i spidsen for den løbende udvikling af organisationen.

Det kræver stor personlig gennemslagskraft, en tillidsskabende ledelsesstil, solid erfaring med mål- og resultatstyring, erfaring med forandringsledelse og organisationsændringer med særlig vægt på strategisk analyse af opgaveporteføljen.

Løn- og ansættelsesvilkår
Ansættelsen vil ske på åremålsvilkår i henhold til rammeaftalen om kontraktansættelse af chefer i staten. Stillingen vil efter rammeaftalen være placeret i løngruppe 2 (svarende til lønramme 38). Der vil blive aftalt et personligt tillæg afhængig af erfaring og kvalifikationer og et åremålstillæg.

Hvis du i forvejen er ansat som tjenestemand, kan du bevare din ansættelsesform.

Ansættelsesområdet er politiet og anklagemyndigheden.

Det er en forudsætning for ansættelse, at du kan blive sikkerhedsgodkendt.

Yderligere oplysninger
Yderligere oplysninger om stillingen kan fås ved henvendelse til politidirektør Henriette Rosenborg Lar-sen på tlf. 41328709 eller e-mail HRH004@politi.dk.

Ansøgningen
Stillingerne søges elektronisk via "søg stillingen".

Er du tjenestemand skal ansøgningen stiles til Kongen.

Ansøgningen skal være modtaget i rekrutteringssystemet senest onsdag den 12. august 2026 kl. 12.00.

Samtaler forventes afholdt hos Rigsadvokaten mandag den 17. august 2026.

Alle interesserede uanset personlig baggrund opfordres til at søge.


Indrykket:02/07/2026

Ansøgningsfrist: 12/08/2026

almost-expired-job-icon favourite-job-icon
Gem
Se job

Rigsadvokaten

Rigsadvokaten søger analytiker til analyser af kriminalitet og straffesagsbehandling

København

Vil du bruge dine analytiske evner på et område med stor samfundsmæssig betydning? I Rigsadvokatens Analyse og datasektion søger vi en analytiker, der kan skabe overblik, finde mønstre og omsætte data til viden, der kan bruges i praksis til at understøtte styring, prioritering og udvikling i anklagemyndigheden.

Om stillingen
Rigsadvokaten søger en fagligt stærk og analytisk akademiker, der kan arbejde med store datamængder og omsætte dem til analyser, som understøtter udvikling, styring og beslutninger i anklagemyndigheden.

Du kommer til at foretage og formidle analyser af straffesagsbehandlingen, kriminalitetsudviklingen og andre centrale forhold i anklagemyndigheden. Analyserne bruges i mange forskellige sammenhænge, blandt andet i forbindelse med finanslovsforhandlinger, økonomiske konsekvensberegninger til politiske oplæg, strategiudvikling, svar til Folketinget, lovforslag og ledelsesmæssig prioritering.

Det kan for eksempel være analyser af kriminalitetsudviklingen, styring af anklagemyndigheden, sagsgangene i straffesager eller mulighederne for at nedbringe sagsbehandlingstiderne til gavn for borgere og samfund.

Dine opgaver vil primært ligge inden for følgende områder:

· behandling af kvantitative data, herunder databearbejdning, datamodellering og analyser
· visualisering og formidling af analyseresultater
· udarbejdelse af prognoser for straffesagsbehandling og kriminalitetsudvikling
· udvikling af ledelsesinformation til brug for styring og beslutningsprocesser
· løbende dialog med landets politikredse om dataunderstøttelse
· sparring om den forretningsmæssige anvendelse af data


Du bliver en del af Analyse og datasektionen, som består af otte medarbejdere. Ud over analyseområdet har sektionen ansvar for udviklingen af anklagemyndighedens ledelsesinformation og datavarehus, som understøtter den daglige drift, styring og beslutningstagning.

Du får et tæt samarbejde med de øvrige medarbejdere i Økonomi, Analyse og IT-enheden, der blandt andet har ansvar for Rigsadvokatens mål- og resultatstyring, budget- og bevillingsopgaver samt indkøbskoordination. Fælles for vores arbejde er brugen af data til analyser, styring og udvikling, så anklagemyndigheden har et solidt og evidensbaseret grundlag for strategiske beslutninger både i det daglige arbejde og på længere sigt.

Dig
Vi forventer, at du har en relevant kandidatuddannelse, fx i statskundskab, økonomi, matematik-økonomi, samfundsvidenskab eller lignende, og at du har lyst til at arbejde med data, der understøtter beslutninger på et område med stor samfundsmæssig betydning. Det er en fordel, hvis du har erfaring med analysearbejde fra tidligere job eller studiejob.

Det vigtigste for os er, at du er nysgerrig på tal og sammenhænge i data, har stærke analytiske kompetencer og kan omsætte dine analyser til viden, der kan bruges i praksis. Du skal samtidig kunne formidle dine resultater klart og let forståeligt. Det gælder særligt til modtagere, der ikke selv arbejder med data til daglig.

Det er en fordel, men ikke et krav, hvis du har erfaring med SQL, R, Python, Qlik eller lignende værktøjer. Vi forventer dog, at du har teknisk flair og lyst til at arbejde datadrevet, og at du hurtigt kan sætte dig ind i nye værktøjer og metoder.

Vi lægger desuden vægt på, at du arbejder struktureret, tager ansvar for dine opgaver og kan bevare overblikket, også når der er travlt. Du skal kunne arbejde selvstændigt og samtidig bidrage til et konstruktivt samarbejde med kolleger og samarbejdspartnere med forskellige faglige baggrunde.

Os
Anklagemyndigheden har sammen med politiet til opgave at strafforfølge forbrydelser. Organisationen består af Rigsadvokaten, tre statsadvokater, anklagemyndigheden i landets 12 politikredse, National enhed for Særlig Kriminalitet samt anklagemyndigheden på Færøerne og i Grønland.

Vi tilbyder et udviklende job på en arbejdsplads med vigtige samfundsopgaver, høj faglighed og fokus på kvalitet i opgaveløsningen. Du bliver en del af et stærkt fagligt miljø, hvor du får mulighed for at arbejde med opgaver, der har betydning for hele anklagemyndigheden.

I Analyse og datasektionen får du gode muligheder for at udvikle dine faglige og personlige kompetencer. Du kommer til at arbejde tæt sammen med engagerede og fagligt kompetente kolleger i et miljø, hvor faglig udvikling, samarbejde og balance mellem arbejdsliv og privatliv er en naturlig del af hverdagen. Du bliver samtidig en del af et stærkt og uhøjtideligt socialt fællesskab, hvor du kan sparre med og hente inspiration hos dygtige og engagerede kolleger og ledere.

Du bliver en del af en arbejdsplads med en god kantineordning og et stærkt kollegialt fællesskab, hvor vi selv er med til at skabe de sociale rammer i form af fx løbeklub og andre sociale aktiviteter på tværs af organisationen.

Løn og ansættelsesvilkår
Du bliver som udgangspunkt lønmæssigt indplaceret som fuldmægtig med rådighedstillæg efter overenskomsten for akademikere i staten. Lønnen vil blive fastsat på baggrund af din erfaring og kompetencer, og der vil være mulighed for at forhandle tillæg efter kvalifikationer. Indplacering og eventuelle andre tillæg forhandles via tillidsrepræsentanten.

Henset til stillingens tyngde vil indplaceringen for kandidater med et højt erfarings- og kompetenceniveau kunne ske i basislønintervallet for enten special- eller chefkonsulenter, der fremgår af Akademikeroverenskomstens bilag om protokollat om specialkonsulenter og chefkonsulenter på nyt lønsystem. Indplacering og eventuelle andre tillæg forhandles individuelt.

Stillingen er på fuld tid med tiltrædelse hurtigst muligt eller 1. november 2026.

Det er en forudsætning for ansættelse, at du kan blive sikkerhedsgodkendt, ligesom du skal kunne opretholde sikkerhedsgodkendelsen gennem hele din ansættelse.

Stillingens ansættelsesområde er den centrale anklagemyndighed.

Dit arbejdssted bliver Rigsadvokaten, Frederiksholms Kanal 16, 1220 København K.

Søger du?
Har du lyst til at blive en del af Rigsadvokaten, så send din ansøgning, CV og eksamenspapirer via "Søg stillingen".

Ansøgningsfristen er den 12. august 2026 kl: 23:59, og samtaler afholdes i uge 34 og 35.

Du kan få mere information om stillingen ved at kontakte analyse- og datachef Troels Treppendahl på telefon 3033 1113 fra uge 32 og frem.

Vi opfordrer alle kvalificerede ansøgere til at søge stillingen uanset alder, køn, race, religion eller etnisk baggrund.

Indrykket:06/07/2026

Ansøgningsfrist: 12/08/2026

almost-expired-job-icon favourite-job-icon
Gem
Se job

Rigsadvokaten

Jurastuderende til den centrale anklagemyndighed

København

Den centrale anklagemyndighed søger jurastuderende til stillinger som studentermedhjælpere hos Rigsadvokaten, Statsadvokaten i København og Statsadvokaten for Særlig Kriminalitet.

Har du interesse og flair for strafferetten, og kunne du tænke dig et studenterjob, hvor du kan få lov at snuse til, hvad den centrale anklagemyndighed arbejder med?

Vi tilbyder
Som studentermedhjælper i anklagemyndigheden får du et udviklende job på en dynamisk arbejdsplads, der har alsidige og udfordrende opgaver og fokus på høj faglighed og kvalitet. Vi har et stærkt og uhøjtideligt socialt fællesskab og studentergrupper, som du kan blive en del af, ligesom du vil kunne sparre med og søge inspiration hos andre dygtige kolleger og ledere.

Arbejdet i anklagemyndigheden giver dig praktisk erfaring, hvis du på studiet beskæftiger dig med strafferet eller straffeproces. Du får et unikt indblik i politiets og anklagemyndighedens arbejde, ligesom du også får rig mulighed for at prøve din forvaltningsret af i praksis.
Arbejdet omfatter bl.a. lettere sagsbehandling af et bredt spektre af sager inden for anklagemyndighedens kompetenceområde.

Hos Rigsadvokaten vil dit arbejde bl.a. kunne omfatte lettere sagsbehandling af internationale sager, klage- og indberetningssager, vidensarbejde samt erstatningssager. Dette indebærer eksempelvis videreformidling af internationale retshjælpsanmodninger til og fra udlandet, udkast til afgørelse om fuldbyrdelse af udenlandske bøder, vurdering af hvorvidt der skal ske orientering af arbejdsgiver om strafbart forhold begået af en offentligt ansat og lettere sagsbehandling af erstatningssager, herunder udkast til afgørelser vedrørende erstatning for straffeprocessuelle indgreb. Du vil også kunne indgå i arbejdet med drift af anklagemyndighedens vidensbase, hvor du bl.a. vil skulle bistå med administrative opgaver og anonymisering. Du kan også få til opgave at bistå i forbindelse med aktindsigtsanmodninger og løbende opdatering af afsnit i Rigsadvokatmeddelelsen. Hertil kommer hjælp til juridisk informationssøgning – f.eks. til brug for Rigsadvokatens bidrag til besvarelse af folketingsspørgsmål samt undersøgelse af praksis til brug for forberedelse af højesteretssager. Du vil typisk blive tilknyttet en enhed, der varetager én eller flere af de ovenfor nævnte opgaver med mulighed for rokering alt efter kompetencer.

Hos Statsadvokaten i København vil dit arbejde bl.a. kunne omfatte lettere sagsbehandling vedrørende erstatningssager, sager om vold, trusler og fornærmelige udtalelser mod politiet, klager over politiets påtaleopgivelser og indstilling af efterforskning samt behandling af sager vedrørende psykisk afvigende kriminelle. Du vil også kunne få til opgave at hjælpe med at søge juridisk information, herunder undersøgelse af praksis til brug for forberedelsen af landsretssager. Du må også påregne, at du lejlighedsvis vil komme til at udføre lettere administrative opgaver som f.eks. afsendelse af post, udarbejdelse af ekstrakter m.v.


Hos Statsadvokaten for Særlig Kriminalitet vil dit arbejde bl.a. kunne omfatte lettere sagsbehandling vedrørende erstatningssager, klager over politiets påtaleopgivelser og indstilling af efterforskning. Du vil også kunne få til opgave at hjælpe med at søge juridisk information, herunder undersøgelse af praksis til brug for forberedelsen af konkrete straffesager og landsretssager. Du må også påregne, at du lejlighedsvis vil komme til at udføre lettere administrative opgaver som f.eks. afsendelse af post, udarbejdelse af ekstrakter m.v.

Du kan læse mere om embederne i den centrale anklagemyndighed her.

Om dig
Vi forventer, at du er:

  • faglig dygtig og har interesse for strafferet og straffeproces
  • god til at organisere dit arbejde og er serviceminded
  • positiv, udadvendt og samarbejdsorienteret

Ansættelsesvilkår
Du bliver ansat på overenskomstmæssige vilkår i henhold til den til enhver tid gældende organisationsaftale for kontorfunktionærer i staten.
Du lønindplaceres i henhold til overenskomstens § 35.

For studerende der ansættes i København er lønnen pr. 1. april 2026:
Skalatrin 8 (to-årigt): 144,80 kr.
Skalatrin 9 (to-årigt): 147,29 kr.
Skalatrin 11 (sluttrin): 151,90 kr.

Arbejdstiden er 15 timer om ugen fordelt over to hele dage. I perioder med eksamen og ferie vil der være mulighed for en fleksibel tilrettelæggelse af arbejdstiden.

Det er en forudsætning for ansættelse, at du kan blive sikkerhedsgodkendt, ligesom du skal kunne opretholde sikkerhedsgodkendelsen gennem hele din ansættelse.

Ansøgning
Har du lyst til at blive en del af anklagemyndigheden, skal du sende en ansøgning, CV samt eksamensresultater, som skal være Rigsadvokaten i hænde senest den 15. august 2026. Send din ansøgning via "søg stillingen".

Samtaler forventes gennemført i uge 35.

Samtalerne afholdes hos Rigsadvokaten, Frederiksholms Kanal 16, 1220 København.

Du bedes i din ansøgning anføre, om du søger ansættelse hos enten Rigsadvokaten, Statsadvokaten i København eller Statsadvokaten for Særlig Kriminalitet.Hvis du er interesseret i flere stillinger, skal du i ansøgningen angive din prioritering af embederne. Du skal således alene sende én
ansøgning.

Forventet ansættelse vil være pr. 1. november 2026.

Vi opfordrer alle kvalificerede ansøgere til at søge stillingen uanset alder, køn, race, religion eller etnisk baggrund.

Yderligere oplysninger
Hvis du har spørgsmål eller ønsker yderligere oplysninger, kan du rette henvendelse til personalejurist Sidsel Fisker Buhl Jørgensen på telefon 3030 3651 eller via e-mail sjo067@ankl.dk.

Indrykket:08/07/2026

Ansøgningsfrist: 15/08/2026

almost-expired-job-icon favourite-job-icon
Gem
Se job
Valgt stilling