WorkWithUs
close-button
AKU-center Ejegod

Ledige job hos AKU-center Ejegod i Frederikssund Kommune

Antal ledige jobs
3

AKU-center Ejegod

Pædagoger eller SSA til vikariater på Ejegod

Frederikssund

Pædagoger eller social- og sundhedsassistent til AKU Center Frederikssund - Ejegod

Er du uddannet pædagog, social- og sundhedsassistent eller lign., og længes du efter et meningsfuldt pædagogisk arbejde med nærvær, ro og fordybelse? Så kan du være netop en af de to kolleger, vi søger til to fuldtidsvikariater på 1 år – det ene med mulighed for forlængelse. De to ledige vikariater er placeret på Ejegods hhv. Sanseværksted og i Spiren.

Ejegod er et aktivitets- og samværstilbud i Slangerup for 80 brugere med udviklingshandicap, der er tilknyttet et af i alt otte værksteder. Her tilbyder vi sociale og udviklende aktiviteter, hvor neuropædagogik, sansemotorik, struktur og alternativ supplerende kommunikation (ASK) er i fokus. Dagligdagen er præget af et stort pædagogisk engagement og tæt samarbejde, omsorgsfuldhed og humor.

Om jobbet
Både Sanseværkstedet og Spiren er for brugere med væsentlig nedsat funktionsevne, der har brug for sansestimulerende aktiviteter til at udvikle og vedligeholde deres kognitive og fysiske funktioner. Brugerne kan være kørestolsbrugere, de kan have kommunikative udfordringer og/eller være udfordret ift. at indgå i sociale relationer. Nogle har behov for støtte i alle aktiviteter og basale behov, inkl. personlig pleje, og er visiteret til 1:1 støtte, mens andre er mere selvhjulpne.

På begge værksteder har vi derfor fokus på sansestimulering, arousal-regulering, kommunikation, samvær og nærvær med den enkelte og har både indendørs aktiviteter og bruger sanserne i naturen. Samarbejde med pårørende, bosteder og handicapenheder er desuden et vigtigt element i arbejdet.

Ud over det tætte samarbejde på dit værksted, indgår du også i et pædagogisk fællesskab, der går på tværs af alle Ejegods værksteder sammen med 30 andre kollegaer. Her kommer du bl.a. til at deltage i ugentlige team- og værkstedsmøder, pædagogiske dage og fast faglig supervision – lige nu med særligt fokus på neuropædagogisk supervision – samt de sociale aktiviteter, vi har i løbet af året - såsom gallafest, jul på Ejegod og sommerfest.

Arbejdstiden ligger på hverdage i tidsrummet kl. 8:00-15:45, fredag til kl.14:00.

Om dig
Det er vigtigt, at du har en positiv, nysgerrig og anerkendende tilgang til vores brugere og drives af at skabe livskvalitet for mennesker med begrænset funktionsevne. I det hele taget søger vi engagement og gode relations- og samarbejdskompetencer, som kan bruges i den brede kontaktflade, du får.

Hvis du også har konkret erfaring og allerede kender til vores målgrupper – primært mennesker med udviklingshandicap, autisme og psykisk sårbarhed – og kender du til neuropædagogik, som er vores primære pædagogiske tilgang, er det klart en fordel.

Arbejdet indebærer ligeledes observation og dokumentation af brugerens ressourcer, kompetencer og udvikling, hvilket betyder, at du kommer til at arbejde med dokumentation og formidling af dette.

Om os
Ejegod er en del af AKU Center under Frederikssund Kommune – en mangfoldig organisation med 75 ansatte fordelt på fire matrikler, som tilbyder aktivitets- og samværstilbud §104, beskyttet beskæftigelse §103 og særlig tilrettelagt ungdomsuddannelse (stu) for mennesker med funktionsnedsættelser. Læs mere om Ejegod og AKU Center Frederikssund: https://akucenter.frederikssund.dk/

Kontakt og ansøgning
Stillingerne er på 37 timer ugentligt og omfattet af SL´s overenskomst - med tiltrædelse 1. februar 2026. Har du spørgsmål, så kontakt gerne daglig leder Malene H. Olsen på telefon 61 99 32 19, dog ikke onsdage. Du er også meget velkommen til at deltage i Åbent hus mandag 24. november kl. 16-16:30 for at høre mere. Tilmelding er ikke nødvendig.

Vi holder løbende samtaler og glæder os til at modtage din ansøgning og CV hurtigst muligt - og senest 4. december 2025. Skriv gerne i din ansøgning, om du søger vikariatet på Sanseværkstedet eller i Spiren.

Indrykket:10/11/2025

Ansøgningsfrist: 04/12/2025

almost-expired-job-icon favourite-job-icon
Gem
Se job

AKU-center Ejegod

Pædagoger til Viften AKU Center Frederikssund

Frederikssund

Pædagoger eller social- og sundhedsassistenter til AKU Center Frederikssund - Ejegod

På Ejegod har vi fået flere brugere på vores værksted Viften og søger nu to nye kolleger til faste stillinger på hhv. 25 og 37 timer ugentligt. Så er du pædagog eller evt. SSA og længes efter et meningsfuldt pædagogisk arbejde med nærvær, faglig fordybelse og en anerkendende tilgang til brugerne, så læs endelig videre.

Ejegod er et aktivitets- og samværstilbud i Slangerup for 80 brugere med udviklingshandicap, der er tilknyttet et af i alt otte værksteder. Her tilbyder vi sociale og udviklende aktiviteter, hvor neuropædagogik, sansemotorik, struktur og alternativ supplerende kommunikation (ASK) er i fokus. Vi har gode inde- og udendørs rammer – bl.a. en dejlig have med grønne arealer, sansehave samt sanserum og kantine. Dagligdagen er præget af et stort pædagogisk engagement og tæt samarbejde, omsorgsfuldhed og humor.

Viften, hvor de to ledige stillinger er placeret, er et alsidigt værksted med brugere med et vist niveau af selvhjulpenhed og mange forskellige interesser – derfor har vi på værkstedet aktiviteter lige fra bagning og kreative projekter til udflugter og hyggelige gåture. De fleste brugere har behov for nærvær og et roligt miljø, primært med fokus på vedligeholdelse af kompetencer, herunder personlig pleje for nogles vedkommende. Nogle bruger kørestol og/eller andre hjælpemidler, og en del har en grad af demens.

Ud over det tætte samarbejde på dit værksted, indgår du også i et pædagogisk fællesskab, der går på tværs af alle Ejegods værksteder sammen med 30 andre kollegaer. Her kommer du bl.a. til at deltage i ugentlige team- og værkstedsmøder, pædagogiske dage og fast faglig supervision – lige nu med særligt fokus på neuropædagogisk supervision. Der er desuden rig mulighed for kompetenceudvikling og efteruddannelse.

Arbejdstiden ligger på hverdage i tidsrummet kl. 8:00-15:45, fredag kl. 8:00-14:00.

Om dig
Din faglige baggrund er pædagogisk – evt. som pædagogisk assistent eller med solid pædagogisk erfaring og gerne fra specialområdet. Du kan også være sundhedsfaglig, fx sosu-assistent Det vigtigste er, at du:
  • Brænder for at arbejde med mennesker med funktionsnedsættelser
  • Er relationskompetent med et pædagogisk mindset og en anerkendende tilgang til brugerne
  • Er positiv og nysgerrig og har lyst til at nytænke og afprøve nye metoder
  • Er struktureret med et godt overblik og er i stand til at reflektere over egen og andres praksis

Vi håber at få nye kolleger, der er vant til at arbejde neuropædagogisk, kender til sansemotorik, craft og kommunikationsformer som ASK og tegn til tale. Alternativt skal du være indstillet på at opkvalificere dig inden for nogle af disse områder.

Arbejdet indebærer ligeledes observation og dokumentation af brugerens ressourcer, kompetencer og udvikling, hvilket betyder, at du kommer til at arbejde med dokumentation og formidling af dette.

Om os
Ejegod er en del af AKU Center under Frederikssund Kommune – en mangfoldig organisation med 75 ansatte fordelt på fire matrikler, som tilbyder aktivitets- og samværstilbud §104, beskyttet beskæftigelse §103 og særlig tilrettelagt ungdomsuddannelse (stu) for mennesker med funktionsnedsættelser. Læs mere om Ejegod og AKU Center Frederikssund: https://akucenter.frederikssund.dk/

Kontakt og ansøgning
Stillingerne er omfattet af SL´s overenskomst - med tiltrædelse 1. februar 2026. Har du spørgsmål, så kontakt gerne Ejegods daglige leder Malene H. Olsen på telefon 61 99 32 19, dog ikke onsdage. Du er også meget velkommen til at deltage i Åbent hus mandag 24. november kl. 16-16:30 for at høre mere. Tilmelding er ikke nødvendig.

Vi holder løbende samtaler og glæder os til at modtage din ansøgning og CV hurtigst muligt - og senest 4. december 2025. Skriv gerne i din ansøgning, om du søger stillingen på 25 eller 37 timer.

Indrykket:10/11/2025

Ansøgningsfrist: 04/12/2025

almost-expired-job-icon favourite-job-icon
Gem
Se job

AKU-center Ejegod

Regnskabs- og/eller kontorassistent til AKU Center Frederikssund

Frederikssund

Er du en administrativ schweizerkniv og god til tal og it? Så kan du være netop den nye kollega, vi søger til en spændende, alsidig stilling i vores tværgående administrative team, der faciliterer ledere og samarbejder med alle vores fire matrikler.

AKU Center Frederikssund tilbyder beskæftigelse, uddannelse og aktivitets- og samværstilbud til mennesker med funktionsnedsættelser. Pædagogik er derfor det centrale i vores arbejde, hvor vores mission er at skabe en meningsfuld hverdag for både vores brugere og ansatte. Det arbejder vi ihærdigt på hver eneste dag – og det bærer vores arbejdsplads præg af.

Vi håber derfor at finde en ny kollega med et pædagogisk mindset, som passer til vores kultur, der er drevet af ildsjæle og præget af stærke relationskompetencer og hjertevarme.

Om stillingen
Som administrativ regnskabsfaglig bliver du en del af et engageret administrativt fællesskab med forskellige fagligheder, hvor I hjælper og lærer af hinandens kompetencer. Du kommer derudover til at samarbejde på tværs af hele organisationen og bliver omdrejningspunktet for mange opgaver og arbejdsprocesser – både udviklingsopgaver og de mere driftsbaserede.

I første omgang skal du være med til at sikre den nødvendige ledelsesinformation om AKU’s økonomi, fakturabehandling og optælling og indberetning af kontantkasser. Hertil kommer opgaver såsom ressourceopgørelser, understøttelse af journalisering i Sbsys/Nemsag og koordinering af kørsel.

På sigt ser vi gerne, at du har lyst til at bidrage med at implementere et internt system for kvalitet, feedback og egenkontrol samt i opbygningen af en systematik ift. re-visitationer og dusørløn til vores brugere. Herudover kommer du til at stå for opgaver som oprettelse af brugere i vores systemer, kontrakthåndtering og opdatering af it- og kommunikationsplatforme, fx Tilbudsportalen.

Du får også en vigtig rolle i at være vores ansigt udadtil med servicering af både brugere af AKU Centret, sagsbehandlere, kunder og andre samarbejdspartnere.

Jobbet indeholder en høj grad af frihed og fleksibilitet og en god kantineordning. Alt sammen i charmerende rammer i en organisation med masser af hyggelige traditioner og fejringer. Dagligdagen er alsidig og præget af godt humør og glade brugere på alle vores matrikler.

Om dig
Det er vigtigt, at du har allround erfaring med kommunale økonomi- og administrative funktioner, arbejder struktureret og kan benytte de gængse administrative it-programmer. Du skal have konkret erfaring med systemerne KMD OPUS, SBsys, Pekunia, og kender du også til Cura, er det en fordel.

Om os
AKU Center Frederikssund hører under Frederikssund Kommune og er en mangfoldig organisation med 75 ansatte fordelt på fire matrikler, som tilbyder §103 Beskyttet beskæftigelse, §104 Aktivitets- og samværstilbud og Særlig Tilrettelagt Ungdomsuddannelse (stu). Vores matrikler ligger i Frederikssund og Slangerup, og dit primære arbejdssted vil være i Slangerup.

Kontakt og ansøgning
Der er tale om en fast stilling på 30 - 37 timer ugentligt, hvor du vil være omfattet af lokal løn efter gældende HK-overenskomst - med tiltrædelse 1. januar 2026.

Har du spørgsmål,
er du velkommen til at ringe til Karsten Bendix, Forstander, på telefon 26 37 49 56.

Ansøgningsfrist
Vi glæder os til at modtage din ansøgning og CV hurtigst muligt og senest 23. november 2026 via linket.

Vi afholder samtaler i uge 48.

Indrykket:04/11/2025

Ansøgningsfrist: 23/11/2025

almost-expired-job-icon favourite-job-icon
Gem
Se job
Valgt stilling